Du var et kærligt favntag gennem hele vor barndom. Du omkransede næsten landsbyen og var til at få øje på, ligegyldigt hvor vi befandt os. Du var lydløs, og du var brusende, alt efter hvilket humør du var i. Som om du havde en nagelfast aftale med vinden. Du smilede udfordrende, når du viste tænder, og du smilede som en ammende moder, når du var blikstille, og spejlede horisontens landskaber så de stod på hovedet i dig.

Når solen glitrede i dine dovne krusninger, var alt godt.

Steg med garn under vandet (steg, er de pæle, som er tilspidsede med en bugthøvl i den ene ende, og som bliver 'banket' ned i fjordbunden. De bærer ruserne) stak målrettede op og viste fiskerne, hvor fiskene skulle hentes tidligt om morgenen, og motorbådene, kajakkerne og en del koge, som var gode til at fragte steg i, bar du trygt og sikkert på din overflade.

Fordi du altid var der, kunne mange af børnene svømme, før de blev otte. Det tænkte de ikke så meget over, det var bare en selvfølge. Og ål, skrubber, en ørred iblandt, krabber i overflod og forskellige slags helt små fisk, levede i travle samfund under din overflade.

På overfladen skiftede du udseende som vinden blæste, men du var ikke overfladisk. Du havde store dybder, som forekom uudgrundelige. Ved kysterne tillod du børnene at soppe og rode i tangen, hvor de fangede de forskellige miniaturefisk i syltetøjsglas.

Om vinteren lærte du børnene at skøjte. For dit ansigt stivnede, når kulden bed sig fast. Så kunne du bære meget og gjorde det også.

Du er der endnu og nynner den samme melodi som dengang. Børnene er blevet gamle mennesker, husene i landsbyen er delvist ændrede og nye er kommet til. Kun nogle af de gamle træer findes endnu, mange er nyere generationer.

Også helt nye mennesker er kommet til, mennesker som ikke kendte dig, som du var. Men de lærer dig efterhånden at kende, som du er, og du har tilsyneladende ikke forandret dig det mindste.

De nye generationer bader ikke i det samme vand, som vi badede i, selv om det kunne se sådan ud. For selv om du ligner dig selv på overfladen, har du fornyet dig så mange gange, man skulle tro, det var løgn, for i en levende fjord kan man ikke bade i nøjagtigt det samme vand mere end én gang.