¨Et kvart pund kaffe og en Danmarks…¨ Hans mor havde pakket nogle mønter sammen i et stykke papir, som han knugede ansvarsbevidst i sin hånd. Han vidste godt, at det var vigtigt at føre dem sikkert frem til uddeleren i Brugsen. Det var omkring midten af 1950’erne.
Han var en halv snes år og kunne sagtens sendes¨i Brugsen. Forsynet med tilstrækkeligt mange rationeringsmærker som stadig var nødvendige ved køb af bestemte varer.

Det var spændende at bringe især Danmarks´en hjem, da den indeholdt kulørte billeder,
man kunne samle på og bytte med. Glansbilleder var også dybt interessante.
Og påklædningsdukker. Dem kunne mindre drenge godt have fornøjelse af, selv om glansbillederne nok var mere spændende. Især fordi man kunne lægge dem ind i et regnehæfte, hvor siderne var foldede til halv størrelse på højkant som en trækharmonika. Glansbillederne var så gemte hist og her, og man skiftedes til at trække hos hinanden.
Man slog ned et sted og håbede, der var gevinst: Et glansbillede i en fold… eller måske ingenting. På denne spændende måde skiftede glansbillederne ejere, og man var meget fokuserede, mens det stod på.

Uddeleren malede kaffen og fandt behændigt en pakke Danmarks frem.
Ofte havde man ikke penge med. Man sagde blot:¨Det skal skrives,¨ og havde man overholdt sine tidligere forpligtigelser, var det intet problem. Man fik jo også Dividende.
Næste kunde skulle have bi-sut-ids. Uddeleren vidste godt, hvad damen mente. Hun ville ikke sige biscuits, da det lød helt forkert og nærmest fornærmende i hendes ører, og det engelske sprog havde hun intet forhold til. Det var ikke til hverdag, man købte fabriksfremstillede småkager, så hun skulle nok have fremmede til kaffe.

Købte man havregryn, åbnede uddeleren eller kommisen en skuffe og skovlede grynene i en pose som blev sat på vægten. Havregryn, sukker, mel og andet opbevaredes i sække ude på lageret, hvorfra man fyldte skufferne i købmandsdisken. Det hændte mellem år og dag,
at uddeleren gav en lille sort lakridsflyvemaskine oven i handelen. Det var stort og meget attraktivt, for slik hang ikke på træerne. Vi måtte generelt set nøjes med sunde ting som frugt, gulerødder, ærter o.s.v., så fabriksfremstillede ting var i høj kurs. Det var billigst at fremstille maden fra grunden, så det gjorde man. Fra jord til bord og fra fjord til bord. Alle havde en have, hvor man dyrkede efter behov. Det er derfor man som ældre synes, at nye danske kartofler fra supermarkedet ikke har den smag, man husker de havde. Det samme gælder jordbær. Smag og duft er noget man husker!

Mange havde også et lille udhus, hvor der var lavet plads til en gris. Den aftog med glæde og smaskende god appetit meget af køkkenaffaldet og trivedes godt. Men næste jul oplevede den aldrig. Hjemmeslagteren kom i god tid inden jul, bandt grisens ben sammen og lagde den sideværts på et trug, hvorefter han stak den i halsen, så blodet sprøjtede ud. Husmoderen stod klar med en spand og noget at røre med. Blodet løb direkte ned i spanden, mens det blev omhyggeligt omrørt. Mange husker sikkert grisenes hyl som kunne høres over hele byen. Mest mens de blev bundet og lagt på truget. Senere blev de hængt op på en stige, hvorfra de blev sprættet op og udstykket.

I de år spiste man ting, som man sjældent eller aldrig ser i dag såsom grisetæer, grisehaler, blodpølse m.m. Og så kunne julen godt komme an.