Pointen med sommerferie er vist ikke rigtigt, at man skal kigge i kalenderen og tænke: "Pyh, hvor har jeg altså bare mange ting at tage mig til!". Ikke desto mindre har jeg åbenbart misset pointen en smule - på den anden side er det måske netop essensen af sommerferie, som jeg har fanget på fineste vis:

Ferie. Som i rejse. Som i leve. Hvis man skal tro på eventyrmanden med hatten. 

Ligenu er jeg fanget trygt på min barndomsgade og jeg nyder, at være zombietræt et sted, hvor der alligevel ikke rigtigt forventes ret meget andet. Ingen her kan alligevel have ventet andet, når jeg kom listende ind ad hoveddøren et par bidder (eller timer....) over midnat. 
I morgen vender jeg snuden hjemad i godt selskab til en dag i storbyen med familie fra provinsen. Og når de vender snuden den anden vej igen, så vender jeg snuden mod landets næse. Hvor jeg skal hygge i sommerhus med kæreste inklusive forældre. Uden sommer, vist. Træls for min(e) badedragt(er), at formålet med anskaffelsen går spildt. 

Men så var der selvfølgelig dén om hende, der bookede en rejse til et sted med sommergaranti med søster. Så skal den badedragt nok alligevel få lov til at leve op til sit potentiale, midt i tapas og sangria og strand og Gaudibyggerier. Jeg glæder mig. 

Og er lidt forvirret over det på samme tid. Ingen er os er ret rejsevante og ingen af os kan snakke spansk. For slet ikke at snakke om at snakke katalansk. Ingen af os har været der før. Og jeg får lige præcis fire dage til at ryste 9 timers bustur af min krop, ud af mit sind, ud af mine knæ, før turen går syd på igen, på den endnu mere sydlige måde. 

Og når dét så er overstået, så er juli næsten væk og resten af sommeren står sådan cirka på arbejde. Og skønlitterær læsning (basta!). Og så hedder det; "Hej, kandidatstuderende". Skørt. 

Jeg burde vende lidt tilbage til Sofies verden. Eller læse en rejsebog om Barcelona.