Tiden har det med at flyve afsted fra dig, når blot du lukker øjnene og åbner dem igen er sekunder fløjet forbi dit liv. Når blot du tager i skole og kommer hjem igen er halvdelen af din dag væk. Når blot du ligger dig til at sove og vågner igen er endnu en ny dag startet. 

For mig flyver tiden afsted. Når jeg er i skole og studere, når jeg er sammen med familien, vennerne, kæresten, når jeg er på arbejde og når jeg bare nyder en dejlig stille dag alene. Igennem de 21 år har jeg oplevet lidt af hvert, og føler i dag jeg er nået til et punkt hvor jeg er tilfreds med alt. 
Men....

Så for et par dage siden slog det mig, er det egoistisk af mig at være sammen med en jeg alligevel ikke vil være sammen med resten af mit liv. Er det spild af min tid? Er det min tid værd? Er det ondt af mig at bruge den anden persons følelser og tid på mig, hvis jeg alligevel inderest inde ved han ikke er den jeg vil tilbringe resten af mit liv med?

Min veninde sagde til mig, hvad er meningen med at være sammen med en fyr og spilde sin tid hvis man ikke ser noget potentielt i ham. Det satte mine tanker i gang....  

Lærte denne vidunderlige fyr at kende for næsten 2 år siden, det var skæbnen der førte os sammen og fik mig til at lære ham at kende. Sammen føles vi som hel, tiden står stille og vi elsker bare at nyde hinandens selskab. Alligevel kan jeg ikke se ham som min kæreste og mand resten af livet. Alligevel er vi så forskellige. Vi er som nat og dag bogstaveligt talt. Han elsker at være social, at omgå sig nattelivet med sine venner og jeg. Han er døsig om dagen og har stort set aldrig overskud til at gå ud, selv når det er fremragende vejr udenfor. Han er doven, og elsker at sove. For ham ville titlen prins være enestående. Han tager ting meget useriøst og meget tilbagelænet - et næsten for afslappet adfærd i forhold til mig. 
Jeg elsker dagen, elsker at stå tidligt op og mærke solens stråler ramme kinderne, elsker at være udenfor, bevæge mig, opleve byen, naturen og smage på livet. Jeg hader at være inaktiv, hader at sove dagen væk og kan virkelig ik lide at være indenfor hele tiden. Jeg vil gerne have styr på mit liv og have noget at gå efter, at glæde sig til noget og planlægge ting. Han er helt omvendt. 

Selvom vi er så forskellige på livet, er det vores humor og glæden til hinanden der binder os sammen. Jeg elsker hans omsorg og kærlighed til mig, elsker når han kigger mig dybt i øjnene og det føles som noget af det bedste at ligge sammen med ham. Vi kan snakke om alt og diskutere om alt, og grine af hinandens skøre jokes og grimasser hele tiden. Han er meget givende når det kommer til stykket. men.... jeg ved bare at han ikke er den som jeg vil være sammen med hele mit liv. Er det så spild af min tid? For jeg ved det virkelig ikke...

Skal man være sammen med en person man elsker, fordi man har det godt her og nu, eller skal man være sammen med en person som man vil binde sig til resten af livet? Jeg er i tvivl. For vil hellere ikke udnytte ham, indtil jeg har fundet mig en anden som er "the one" og så skifte ham ud, det er for ondt, for egoistisk - ku jeg aldrig drømme om at gøre. Men hvad så?

Skal jeg bare være sammen med ham, indtil vi bliver trætte af hinanden og går fra hinanden? Hvad nu hvis der går flere år før vi bliver trætte, hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde "the one". Forstå mig ret, jeg elsker virkelig min kæreste. Vil vanvittigt stadig være sammen med ham, dilemmaet er bare det ikke ham jeg vil tilbringe resten af livet med.

Jeg må bare erkende at det igen er tiden der må vise hvad min fremtid bringer. Med tiden vil jeg hvad der er rigtigt at gøre....