Jeg vidste den her dag ville komme! Jeg vidste det bare. Jeg har kunnet mærke det længe. Det er også derfor jeg har presset på, for at få det rykket frem.
Min læge synes jeg skal overveje grundigt, om jeg vil have børn og så gøre noget ved det. For om et par år, er mulighederne for at jeg kan meget små.
Jeg ønsker det brændende og ser ingen hindring i det. Jeg har uddannelse om otte måneder, har plads, penge, søde familier, sød kæreste osv.
Men han vil ikke. Min søde søde kæreste vil ikke have et barn med mig nu, selvom han ved. jeg måske ikke kan senere. Jeg har sagt, at hvis vi ikke prøver nu og så ikke kan, når vi engang prøver, vil jeg bebrejde og hade ham for det for evigt. Hvis vi prøver nu og det ikke lykkes, vil jeg vide, vi i det mindste har gjort alt hvad vi kunne, og så vil det være okay.

Jeg hader ham så meget for at tage det her fra mig!! Og jeg vil jo ikke have en anden end ham. Jeg forstår det bare ikke.

Jeg er så ked af det. Meningen med livet for mig, er at få børn, se dem vokse op og have det godt. Og det kan jeg ikke få