|
En drøm om en verden fundet frem og støvet af
Nogen gange drømmer jeg om en anden verden. Jeg drømmer om en verden, jeg engang drømte om. En drøm af midnatsblåt velour og guldstjerner, af græsstrå funklende i gyldne dugdråber ved morgengry, af gamle lejlighedskomplekser som papirlanterner bygget tæt sammen, en skal med livet indeni som flamme. Af snoede gader og hemmelige passager til glemte baggårde med væltede havestole og mindet af samvær og musik. Af duften af vattæpper glemt ude natten over; duften af regn på asfalt og på jord, af verdenen efter og under et regnskyl, hvor alting vaskes rent og duftene forstærkes. Jeg drømmer om en verden med tårne af gamle bøger, stablet i stakke med en vakkelvorn struktur, lænende opad mod farvede mosaikglasruder badet i solnedganges dulmende skær; bøger med tusindvis af fortællinger, historier, eventyr og verdener, alle tunge med viden og vægten af hemmelige universer gemt mellem siderne. Glemte gamle boghandlere og private biblioteker med mørkegrønne lænestole slidt til rette, hvor tiffanylamper lyser støvet op og kaster skær over håndskrevne skriblerier og tankespind. Det er en drøm af magi, af enhjørninger og hviskende stemmer, af dansende kvinder og mænd med kløer og smil der inviterer, af sorte katte med gule øjne og dystre mystiske mørke skove, med træer så høje og tætte som tankerne fra dem, der går deri. Det er en verden af tusmørke, af skumringstid og nat, af morgengry og duften af fugt fra halvvisne planter i glemte væksthuse. Det er en drøm om en verden med stjerner og planeter, med lyskæder og falmede polaroidfotos og dansende støvfnug og stilhed. Ikke en trykkende stilhed, men en stilhed der giver hjernen og tankerne plads, en stilhed som kun findes helt særlige steder. En stilhed der flettes sammen med virkeligheden. Den kan sommetider findes ganske tidligt om morgenen og helt sent om aftenen, eller på støvede landeveje sommereftermiddage. Den kan komme til dig når du går i skoven om efteråret eller når du ligger gemt i sneens stilhed. Ens for alle er, at den aldrig er det samme sted. Så en gang hvor dit hjerte længtes og dine tanker synger efter følelsen af ikke ensomhed, men efter at være alene og genfinde, burde du finde dit sted og støve dine drømme af. For for ikke at miste, må vi af og til give os tid til at huske.
Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.
|
 |
24-05-2012 19:24
|
Tags: drøm, sol, sommer, tanker, hemmelig, bøger, eventyr, glemt, magi, barndom, minder
| Kommentarer: |
0 |
| Visninger: |
622 |
|
|
14-08-2012 21:16, 0 kommentarer
|
|
24-05-2012 19:24, 0 kommentarer
|
Funktioner:
|
| |
|