Det er 29 timer siden jeg kyssede ham farvel i lufthavnen, og skyndte mig at gå min vej, så jeg ikke pludselig vendte mig om og løb tilbage og slog armene om ham igen.
Jeg så en film og ønskede han var der.
Jeg ringede til ham da jeg gik i seng, og det eneste jeg tænkte på, var, hvor tæt på hans stemme lød og hvor langt væk hans krop var.
Jeg krammede hans pude til jeg faldt i søvn.
Jeg vågnede i nat og rakte ud efter ham, stadig halvt sovende, og jeg var på grådens rand da mine hænder ramte kold, tom luft. 
Jeg åbnede øjnene og lukkede dem igen da jeg så, han ikke lå ved siden af. I tankerne kyssede jeg hans ryg og begravede ansigtet mellem hans skulderblade og mumlede godmorgen.
Jeg skældte ud på mig selv, imens jeg skyndte mig at gøre mig klar, fordi jeg ikke engang kan finde ud af, at være foruden ham i 4 dage.
Jeg stirrede ud i luften på uni og forestillede mig, at han sad ved siden af.
Jeg skrev til ham og ventede og tiden stod stille indtil min sms-lyd satte den i gang igen. Hver gang.
Jeg begravede mig i arbejde for at undgå at tænke på, at der er 3 dage mere til vi ses.
Her sidder jeg nu. Og ønsker det var torsdag. Eller bare, at han var her så jeg kunne slynge benene ind over hans skød, armene om hans brystkasse og bore næsen ind i hans hals imens han holdt om mig.

Det er vel egentlig utroligt at man kan savne nogen så meget, selvom man går op og ned af dem 24/7 til daglig. Nu går jeg ned i kiosken og køber mælk og chokolade, og så laver jeg the, sætter en film på og prøver at overbevise mig selv om, at det ikke er jordens undergang at han er væk i et par dage. Selv ikke, hvis vi ikke har været så længe væk fra hinanden siden før vi begyndte at date. Selv ikke, hvis nogen må være i gang med at grave i min brystkasse med en rusten ske. Selv ikke, hvis det eneste jeg kan føle er en frygtindgydende gru ved tanken om at skulle gå alene i seng igen.
Det skal nok gå, det er ikke det. Det føles bare slet ikke sådan.