Under Stjernerne
 
Jeg kunne næsten dufte havet i hans hud. Som om den tid han havde tilbragt ved havet som barn, forfulgte ham resten af hans liv.
Måske var det lige netop hvad den gjorde. Og det samme med farven på hans krop.
Det at han altid var let solbrun, selv om vinteren.
I starten havde jeg slet ikke kunne forstå det, for hans mor var simpelthen så lys i huden.
Hun var så smuk. Med lange karamel-brune krøller, og de længste øjenvipper jeg nogensinde havde set. Øjenvipper der omkransede øjne, med fuldstændigt samme farvenuance, som dem jeg så i hendes søns øjne.
Han måtte ligne hans far en del, når nu han ikke lignede hende, kan jeg huske jeg tænkte, imens jeg en sen aften strøg ham over ryggen.
Jeg vidste at han ikke havde haft et nemt liv, indtil videre. Faren havde forladt dem, og det var derfor jeg ikke kunne være sikker på hvilke ligheder der var mellem far og søn.
Personligt kendte jeg intet til den smerte. Jeg var vokset op i en kernefamilie, med mor og far der elskede hinanden højt. Og en storebror og en lillesøster.
Villa, Volvo og vovse havde også haft en andel i min barndom, så da jeg først mødte ham havde jeg aldrig troet at det ville blive sådan her.
At jeg forstod ham fuldstændigt. Sådan føltes det, når jeg kiggede ind i hans utroligt blå øjne. Jeg kunne kigge ind i de øjne i evigheder, og fortabe mig i deres dybde.
Jeg elskede at ligge udenfor med ham om aftenen.
Han var så optaget af stjernerne. Ville altid ud og ligge og kigge på dem i timevis, imens vi lå helt tæt. Vi sagde aldrig et ord, var bare helt stille, imens vi lyttede til at den anden trak vejret.
Når han så mistede tålmodigheden vendte han sig på siden og kyssede mig, indtil ingen af os kunne få luft. Så ville vi grine og trække os indenfor igen, hånd i hånd.
Man vidste aldrig hvornår det var. Nogle aftener var han utrættelig og jeg var nødt til nærmest at trække ham med indenfor, og andre gange varede det få minutter før han mistede koncentrationen, og kiggede hen på mig.
Selv havde jeg ikke den vilde passion for at kigge på stjerner. Det havde jeg i hvert fald ikke før jeg mødte ham. Det var som om at samme med ham blev det nemmere at koncentrere sig, og pludselig forsvandt den tendens til utålmodighed, jeg hele livet har haft.
Men denne aften var anderledes. Vi havde haft hele sommeren til at ligge og være stille sammen. Til at have den der specielle kontakt, som det altid føltes som om vi havde, helt i stilhed. Men nu føltes det ikke som om vi var stille sammen. Vi var stille hver for sig.
Vi vidste begge at vi snart var nødt til at bryde stilheden. Vi var nødt til at få det hele afsluttet på en ordentlig måde. Men jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Det var som om de sad fast nede i halsen, og det virkede ikke som om han havde tænkt sig at sige noget.
”Jeg kommer til at savne dig,” hørte jeg mig selv sige, meget stille.
Han vendte hovedet og kiggede på mig. Smilte til mig, men smilet nåede ikke øjnene, der var fulde af sørgmodighed.
Jeg kan kun gætte på at mine øjne var mindst lige så triste som hans.
Det var nemlig slut nu. De skulle flytte ud til havet igen, langt væk fra den lille by vi begge havde tilbragt sommeren i.
”Du kommer tilbage og besøger mig, ik?”
Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte. Jeg kendte godt svaret på det spørgsmål. Han ville ikke komme tilbage, og desuden var det meget egoistisk af mig at ønske det.
Da sommeren startede var vi begge indforstået med at det kunne skulle være den sommer.
Jeg tog hans hånd, og det kildede i maven da han klemte min.
Hvordan var det muligt at forelske sig i en på en sommer? Jeg kendte jo knapt nok drengen. Hvem var det egentlig der lå der ved siden af mig, hvem var det som jeg elskede fuldstændigt, med hver en celle i min krop?
Jeg satte mig op i én, hurtig bevægelse, og pludselig flød vreden rundt i kroppen. Hvordan kunne han bare ligge helt stille og roligt, når dette var den sidste aften vi havde sammen.
Hvorfor ville han ikke også have det til at være en uforglemmelig afsked?
”Du er altså nødt til at hjælpe lidt til her. Jeg kan ikke være alene om at holde den her samtale i live!”
Det lød vredere end det var meningen, og det fik ham også til at bevæge på sig.
Han satte sig også op ved siden af mig, og strøg mig langsomt over ryggen.
”Jeg er lige så ked af det som dig over det her. Jeg har det forfærdeligt, men det sidste jeg vil er at ødelægge det her øjeblik med forkerte ord. Jeg er rædselsslagen.” sagde han.
Tårerne pressede sig på, både hos ham og hos mig, kunne jeg mærke.
Det er bare så uretfærdigt når man ikke får mere tid sammen. At det skal ende på et tidspunkt.
Jeg var dybt taknemmelig for den sommer vi havde sammen. Men han var så perfekt, og jeg ville virkelig gerne have mere. Jeg ville have ham, på så mange punkter. Jeg kunne se en hel fremtid med ham, se os blive gift og købe hus og få børn sammen.
Jeg vendte mig mod ham og kyssede ham blidt og langsomt. Som for at lægge alle ordene, tankerne og spekulationerne over i et enkelt kys.
Han skulle vide at jeg aldrig ville glemme ham. At jeg altid ville elske ham.
Vi smeltede sammen den nat, og blev igen stille sammen.
Hvorfor også ødelægge øjeblikket med snak, når vi bare kunne ligge her, under stjernerne.