Det der med at kommunikere har jeg altid set som en af de vigtigste ting i et forhold, og det gør jeg til stadighed. Med Bamse er det ikke altid gået lige godt, for han er ikke altid nem at tale med. Han bliver hurtigt rigtigt vred hvis man siger noget der er lidt forkert i hans hoved, og det har resulteret, i at jeg langsomt er begyndt at gå mere og mere på listefødder. Mange, mange ting siger jeg ikke eller fortæller jeg ikke, fordi jeg ved, at det kunne gøre ham sur eller ked af det. Det skal ikke forståes som at jeg lyver, for det gør jeg ikke. Det kan fx være ting som, at jeg er ked af det, eller at han gør noget som gør mig trist. Jeg undlader at fortælle ham det, fordi jeg kan regne ud af intet godt kommer ud af det. Tit fortæller jeg ikke når jeg er trist i al almindelighed, simpelthen fordi jeg ved det påvirker ham meget negativt, og han er ofte nede nok i forvejen.

Men indimellem så tager jeg tyren ved hornene i trods, og fordi at der trods alt er grænser for hvad jeg kan kapere at holde inde med. Jeg har altid været af den overbevisning at hvis der først er et problem, så skal det siges, for ellers vokser problemet bare indeni og pludselig bliver det en bombe, og jeg HADER når det sker. Det var grunden til, at jeg i går trodsede frygten for en sur og råbende kæreste - og et skænderi.

I nærmest et par uger har jeg efter klokken ca. 18.00 ikke kunnet få fat i ham. Og det handler ikke om, at jeg hele tiden skal vide hvad han laver og hvor han er. Det er okay med mig, ikke at snakke med ham om aftenen, men bare som minimum er det altså rart med et svar på sin "godnatbesked" eller bare et eller andet. Det er virkelig ubehageligt i så lang tid ikke at kunne komme i kontakt med ham overhovedet om aftenen og det gør mig faktisk rigtigt ked af det.. Det er ikke fordi vores forhold er særligt optimalt generelt, og bare sådan en lille ting kan altså gøre alverden for mig. Det er ikke engang fordi jeg tror han laver et eller andet, for jeg ved godt han bare sidder og stener, men... det tager 2 min at sende en sms og sige: "Sov godt. Jeg elsker dig." men det er der intet af og det får mig til at føle mig så ligemeget. Og ikke bare ligemeget. Når jeg bliver ked af det så føler jeg mig som en rigtigt irriterende og krævende kæreste og egentlig så synes jeg ikke, at jeg kræver ret meget af ham. Ikke mindst fordi jeg jo faktisk slet ikke har fortalt ham hvordan jeg har det med det. Men.. De sidste 4-5 dage har det gjort mig ualmindeligt ked af det. Jeg plejer at kunne ryste det af mig, men i går blev det virkelig for meget.

For 2-3 dage siden skrev jeg til ham ved 22-tiden og han svarede ikke. Selvfølgelig. Til sidst blev jeg ked af det og skrev bare at han måtte sove godt så. Så skrev han "Undskyld skat.. (og hvad han lavede)" og 2 sek efter tikkede der en besked ind igen med "Jeg er her". Og seriøst, så begyndte jeg bare at tude. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt ham sige undskyld til mig, uanset hvor urimelig han så end har været. Han undskylder aldrig noget som helst. Og da han så sgde han var der, så brød systemet bare ned, for det var det i verden jeg havde allermest brug for at høre.
Det lykkedes at få et godnat ud af ham, efter jeg havde fortalt jeg var ked af det. Han spurgte mig ikke engang hvorfor, men sagde at vi nok hellere måtte sove. Så det gjorde vi.

Dagen efter var der igen ingen kontakt efter kl. 18.00 og jeg bed det igen i mig.

I går skete det igen. Ingen kontakt. Da klokken blev 23. spurgte jeg hvad han lavede. Klokken 00 blev jeg sur og skrev "godnat." Klokken 01 kunne jeg stadig ikke sove fordi jeg var så ked af det og sur og SÅ besluttede jeg at om han blev sur eller ej, så skrev jeg sgu til ham hvordan han fik mig til at have det. I en meget lang besked. Jeg sagde tydelig at jeg ikke ønskede konflikt men bare havde brug for at fortælle hvad jeg følte. Og det gjorde jeg. Og jeg var pissebange for, at han ville komme op i et rødt felt, som så mange gange før. Men.... Det gjorde han ikke.

Han skrev: Jeg kan ikke lide det får dig til at have det sådan. Jeg kan heller ikke lide vi ikke snakker." Vi talte lidt frem og tilbage og han var på nippet til at reagere men han lod være. Jeg VED hvor svært det var for ham faktisk at vælge at være forstående. Han stoppede med at svare på et tidspunkt og jeg faldt i søvn til sidst. I dag har han været i godt humør og har joket med mig, og han kontaktede mig selv i morges. Det har været rart. Han har sagt nogle søde ting.

Nu glæder mig jeg mig til at se hvad der sker i aften. Har han overhovedet hørt efter? Har ikke hørt fra ham endnu siden kl. 18.. Jeg håber virkelig han lyttede, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Han skal jo heller ikke gøre tingene af tvang. Jeg bliver jo ked af, at det ikke er naturligt for ham lige at sige godnat eller så meget som at skrive til mig.

Og nu havde jeg altså bare lige brug for at komme af med alt det her.. Jeg håber virkelig så meget at han gør et eller andet her til aften.. Bare, at han i det mindste svarer, når jeg snart skriver til ham. Ellers så ved jeg sgu ikke helt hvad jeg skal stille op. Det gør mig virkelig ked af det, af en eller anden sær grund. Jeg har svært ved at sove uden en besked fra ham og så tror jeg heller ikke det har gjort det nemmere at jeg ikke har hørt hans stemme i 2 uger nu, når han i en meget lang periode ringede hver evig eneste dag. Dét blev godt nok lidt for voldsomt, men det er bare virkelig vildt at gå fra hver dag til ikke en eneste gang på 14 dage, og det gør mig trist. Det virker mest som om, at han ikke gider mig eller tager afstand fra mig, og dét gør ondt. Om det hjalp at jeg fortalte ham det vil tiden vise.

...

Nu skrev han faktisk... Så nu må vi se...