Ved det lyder egoistisk... Men jeg kan ikke holde det inde mere.
Har prøvet hele dagen, tårene har været lige på randen og jeg  har snerret af alle.
Ved ikke hvad jeg skal stille op.

Egentlig burde jeg være glad... Ja, de fleste ville mene jeg har det hele:
- En familie der elsker mig.
- Noget at stå op til.
- Folk og glæde omkring mig.
- En fucking awesome kæreste...
Og jeg er bare alt for tom inden i.

Jeg har alt mulig fantastisk, men jeg fucking værdsætter det ikke...
For det kan jeg ikke, selv når jeg rigtig prøver, så falder jeg tilbage på det der sker om 2-3 måneder...
Det er så svært når jeg inderst inde ved at, til januar starter møllen igen.

Den mølle hvor jeg skal på kontanthjælp, fordi jeg ikke ved hvad jeg vil med mit liv og ikke tør prøve noget.
Jeg kan slet ikke overskue det.
Jeg har brug for at vågne fra det her mareridt, jeg har gjort mig selv til, og opleve at jeg er god nok...
Og at når folk siger at "man kan hvad man vil", så tæller det også for mig.

Men måske jeg skulle finde ud af hvad jeg vil først!

... Hvorfor helved betyder det så meget for mig?!
Jeg har lyst til at leve i nuet og nyde det, men her mellem alle menneskerne føler jeg mig lige så fortabt og alene, som før da jeg VAR alene.

Jeg forstår ikke at nogen kan være så utaknemmelig... Og så er det MIG SELV.


Øv os'...
Det er sq utroligt.

Fuck it, jeg vil gå i seng og håbe på at det her ikke bliver 3 nat med voldsomme mareridt.
Sov rigtig godt alle sammen
Gooooo'nat

xoxoxo