Jeg har faktisk glædet mig til at skrive dette indlæg, jeg ved der er flere der har undret sig over min stilhed - og der er mange breve at besvare... Men først skal i høre om de sidste 8 dage i mit liv!!!

At leve med en psykisk sygdom er et helved, med piller og hjernevridere og hele baduljen. Medecinen er så dyr at det kan ære svært at betale den selv, så derfor søger man en hulens masse tilskud og kommunerne er ikke for hurtige!
MEN sidste onsdag fik min krop for meget, min sjæl sagde fra og min logiske sans kortsluttede! Først kørte jeg min kæreste psykisk ned, for inde i mit hoved kunne jeg ikke se hvorfor han skulle have det godt, vi skændes en del og i kampens hede slog vi op - jeg reagerede ved at drikke 4 flasker alt for billig rødvin og smadre flasker op af væggen i køkkenet! Det skal lige tilføjes jeg ikke har taget mine piller i ages!
MEN klog sød og dejlig som min kommende mand er, reagerer han utrolig ansvarligt og ringer til vagtlægen der barbuuuu barbuuu indlægger mig på Augustenborg psykiske hospital - hvor jeg har været før! OG fuck jeg havde det elendigt! Så efter en uges herregårdsferie er jeg så tilbage, ved godt mod og stadig med verdens sødeste kæreste!

Men nu til alle jer, hvordan har i alle haft det?