Jeg har et meget specielt tilfælde af angst, som jeg skriver nu. Jeg kan ikke trække vejret ordentligt, der sidder en klump i brystet, jeg ikke kan slippe af med. Jeg har kvalme, skal kaste op, og alt i min krop sitrer på den ubehagelige måde. På den nervøse måde. Jeg har nervøse trækninger og tankerne flyver rundt. Det er ikke negative tanker, som at jeg skal dø, eller at nogle er død. Det bekymringer, og tanker. Jeg er meget nervøs. Jeg har ringet til en veninde, bare for at tale lidt. Jeg føler mig faktisk skæv, giver det mening? Det føles som om jeg har røget alt alt  for meget hash, og det hele svimler. Jeg skriver her nu, for at få det ud, og måske huske denne følelse. Jeg har aldrig haft det sådan før, det her føles meget mærkeligt. Først blev jeg rigtig bange, fordi jeg ikke havde kontrol over min krop, eller tanker. Men min veninde siger at det forsvinder. At jeg får det normalt igen. Det håber jeg. Jeg kan ikke græde. Ikke at jeg skal, men jeg føler mig mærkeligt tom i hovedet, på samme tid med at det er en tikkende bombe.

Det er al forandringen. Jeg var ude og kigge på et værelse i dag, og jeg sagde ja til det. Jeg har haft det sådan her siden jeg kom hjem. Værelset er okay. Huset det ligger i er noget værre slum, det er beskidt og ulækkert, og der bor en psykisk syg mand, som havde smurt lort ud over toilettet, og skredet fra det. Men værelset jeg skal bo på, kan godt blive hyggeligt. Det bliver det nødt til. Jeg bliver nødt til at sige ja, for jeg tror ikke, der kommer noget bedre, til mit budget, og så tæt på centrum og mine veninder.
Jeg bliver nødt til at komme væk fra den her lejlighed, og fra Michael. Det er for hårdt at sidde herhjemme. Jeg syntes bare alt går så hurtigt. Jeg håber jeg kan låne indskudet af kommunen, og flytte. Jeg tager det værelse, det gør jeg. Jeg skal videre med mit liv.
Jeg håber jeg kan sove om lidt, og vågne op i morgen, og føle mig normal.

Jeg har det altså meget, meget mærkeligt, i min krop. Jeg føler mig påvirket.
Jeg tror det hjælper at prøve at sove. Jeg prøvede før, men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg prøver igen. Det skal nok gå Line. Du klarer den altid.