Kampen SKAL vindes!!!

Det kan ikke være rigtigt at det negative skal vinde...
Hver gang jeg kommer oven på hved hjælpe af en eller anden form for behandling, og jeg giver lidt slip, triller jeg lige så stille og roligt ned igen, så stille at jeg ikke registrerer det, før jeg er endnu en tak længere nede end jeg var sidst.
Jeg bliver bare så sindsyg bange for at jeg en dag rammer bunden, og så er det SLUT.

Jeg føler jeg er meget tæt på at nå bunden jeg har ALDRIG før i mit liv haft selvmordstanker, så jeg virkelig var bange for at jeg "kom til" at gøre noget seriøst ved det.
Jeg ser billeder køre forbi mine øjne i slowmotion. Jeg ser hvordan jeg finder en skarp kniv i skuffen, hvordan jeg langsomt men sikkert fører kniven på tværs over håndledet og blodet langsomt begynder at løbe ud af åbningen i min arm, ned over armen og ned på gulvet... Alt imens jeg bare står og kigger på.
Det gør mig sindsyg bange!!!
Tænk hvis jeg bare pludselig gør det, i en eller anden form for tranche???

Det værste er næsten, at der bare ikke lige kommer nogen uanmeldt på besøg. Ingen der ville finde mig, ingen der kunne redde mig!!!

Det får mig så også lidt til at tænke på om folk virkelig bare er så ligeglade???
Men samtidig er jeg jo egentlig glad nok for at folk ikke bare kommer dumpende, så har jeg min hule i fred, mit helt eget gemmested, det der er så helligt for mig. Det er der JEG bestemmer, og kun JEG. Hvor jeg kun har MIGSELV at tage hensyn til, og jeg ved jo hvad det betyder for mig. Samtidig med der bare ingen er jeg skal spille skuespil for, ingen der skal tro at jeg har det godt, at alt er perfekt, når det i virkeligheden er et stort virvar af tanker og følelser, der alligevel ikke kan beskrives.

Jeg føler mig tit noget så misforstået, men det er også bare så skide svært at forklare folk hvad det egentlig er der foregår inden i mig. Jeg kan jo ikke bare vise folk det og sige, se her det er her den er gal og det er det der gør så forbandet ondt... Jeg ved jo ikke selv altid hvad det lige er der gør ondt inden i, hvad det lige er der gør mig sindsyg ked af det, eller hvad det er der skræmmer mig, og giver mig følelsen af bare ikke at slå til nogle steder.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil dele mine prøvelser med nogen, jeg har vare så svært ved at gøre det forståeligt, og er nok kommet til den konklusion at det er så svært kan jeg lige så godt lade vær, har endnu ikke mødt nogen der forstod mig helt på den rigtige måde, og har virkelig ingen ide om hvordan jeg skal få dem til det.

En sød Psykolog dømte mig til ikke at have nogle psykiske problemmer, men derimod at have adfærdsproblemmer... Jamen tak da.
Hvad fanden skal det betyde???
Adfærsproblemmer???
Nåååh det er nok bare mine adfærdsproblemmer der får mig til at se mig selv skære pulsåren over på mig, ja jeg ser det for mig.
Er det så også adførdsproblemmerne der får mig til at hade mig selv for de ting jeg havde lovet mig selv at gøre og aldrig fik gjort, at jeg ikke tog changen da den var der.
Eller får mig til pludselig at tude ved synet af et billede, eller bare tanken af en jeg holder meget af???


Ja jeg forstår det simpelthen ikke...