- 21-05-2013 09:11 | 76 visninger | 1 kommentar

I skyggerne lever en mand.

Han smyger sig langs bygninger, når han skal et sted hen.

En kujon ville mange tænke, hvis de vidste det. Men han har opnået så meget. Fra mørket trækker han i trådene, og han er den mest magtfulde mand, der aldrig er blevet set.

Han ændrer verden.

Så talentfuld, så genert. Og jeg tænker på, hvor man egentlig kan se talent i den virkelige verden. Jo, jeg ved, at man kan se på de hurtige computere vi har eller de fantastiske kunstværker, der bliver lavet. Men er det ikke kun produktet af talent?

Nogle gange tænker jeg på, om talent er alle de vinduer i lejligheder og huse, hvor lyset ikke slukker, når det bliver nat. Steder, hvor der arbejdes, på trods af der burde soves. De steder med mennesker, der har udstukket et mål, og bare må følge det hensynsløst.

Mon talent følger de formatfulde, der ved, at deres tid er mere værd end menneskelige konflikter. Dem, der forlader lokalet uden et ord, når en diskussion bryder ud. Dem, der får trafikken til at glide, når nogle har udsat dem for en fare.

Gad vide om talent blot sidder i hovedet på et par enkelte få af os. Og alt de med talent siger har en smule af det. Så efterhånden, som tiden går, er stien de talentfulde kan tage markant anderledes end de ikke talentfulde.

Måske er talent i virkeligheden mod. Modet til at tage chancer andre ikke tager. Gøre noget der strider mod, hvad der altid er blevet gjort. Og manden, der smyger sig langs bygningerne i gadebilledet, står pludselig på toppen af en samling sten i en park. Højt højt, hvor alle kan se ham. Han brøler, som solen rammer hans ansigt, og alle stopper op for at kigge på ham.

Mistede han sit talent?

- 17-05-2013 23:21 | 92 visninger | 0 kommentarer

Du træder ind i et rum fyldt med dagsgammel cigaretrøg. Skodderne på gulvet lyser det nikotingule tapet tættest på overfladen svagt op.

Som du smækker døren, gynger røgen fra side til side i lokalet. Pludselig har du en samtale med dig selv om kinesiske æsker af silke og smørrebrødsetik.

Jeg ved godt, at du plejede at bo i England. Det overrasker mig ikke, da du sætter dig ved siden af mig i sofaen og forklarer, hvordan metaltrætte gadelamper dengang krøllede sammen, som du gik forbi dem - derovre - i New South Wales. Eller om dengang du spiste Fish n' Chips på en forladt mole i en industrihavn alene.

Så lad mig dog være? Gad vide hvorfor du tror jeg vil høre om dit England.

Snart er dine kinder rødvinsrøde og dine grin motorvejslange. Pludselig er det mig, der insisterer, og alle dine historier om England er blevet til en smule usikkerhed, der sidder tilbage i krogene af dine øjne.