- I går, 12:56 | 72 visninger | 2 kommentarer

Det er svært at finde ud af, hvad jeg skal... 
Jeg blev hjemme fra praktik idag. Jeg kunne slet ikke overskue endnu en dag fyldt med angst og stress. Det har jeg godt nok alligevel, men i det mindste behøver jeg så ikke også at skulle præstere samtidig. Jeg fatter ikke, hvad der sker med mig. Det hele ramler bare sammen omkring mig, og jeg kan ikke gøre andet end at se til, mens jeg mister det hele. Jeg mister kontrollen, og det får mit hjerte til at galopere derudaf og mine lunger til at snøre sig sammen... Det hele er et stort rod, og jeg kan ikke overskue noget.. 
Skal jeg tage til lægen? Skal jeg tage ind på psyk skadestue? Bare for at se om de kan gøre noget ved det, for jeg mister snart besindelsen. Jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg har aldrig haft det sådan her konstant i så lang tid. Det plejer bare at være et enkelt angstanfald og så går det over igen, og jeg kan leve videre. Men denne gang er det som om, et angstanfald bare ligger og venter under overfladen, men vil ikke komme ud. Det er pisse belastende og mit hovede kan ikke rumme mere. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Min krop kan ikke holde til så højt stress- og angstniveau i ret meget længere tid, før den bukker under for presset. Og hvordan ved jeg ikke. Det gør mig også bange. Alting gør mig bange for tiden, og tanken om endnu en nat med afbrudt søvn, fordi rumboen ikke fatter, han ikke skal råbe op i køkkenet kl kvart i to om natten! Jeg hader mit liv og mig selv lige nu, jeg giver snart op. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... 

Please, somebody sig mig, hvad jeg skal gøre! Jeg ved det ikke selv..




/White Rose

- 07-05-2013 17:23 | 154 visninger | 0 kommentarer

Det er sjovt som dagen kan udvikle sig helt anderledes, end man havde regnet med. 

Jeg kom afsted imorges trods en angst på level 10 (på en skala fra 1 til 10). Det var skide hårdt, og måtte da tag mig selv i flere gange på vejen ikke at vende om og tage hjem i seng igen. Men hvor var det bare en kæmpe sejr for mig, da jeg endelig kom derhen, og det er nogle helt fantastiske kolleger, jeg arbejder sammen med. 

Jeg snakkede med min vejleder i dag om episoden igår, og han anede faktisk ikke rigtig noget om, hvad der var sket (han var ikke til stede, da det skete, og hende "der tog sig af mig" igår, havde ikke sagt noget. Underligt nok). Men han var rigtig forstående, og han sagde, jeg bare skulle tage mig de forholdsregler, der skal til for, det ikke sker igen. Hvilket er rigtig rart. Det var bare så skønt, han forstod det, og ikke bare afviste mig. Jeg bliver så overrasket over, når folk tager det helt uden at kigge ned på mig, men bare vil mig det bedste. Det er ikke ofte, jeg har mødt det i mit liv, så det kan stadig komme helt bag på mig, når det sker. 

Jeg fik lov at gå tidligere idag, så jeg lige kunne komme mig ordentligt oven på episoden og så finde min kampgejst frem igen, for som han sagde, jeg er alt for god til ikke at klare det.  




/White Rose