- 04-05-2013 21:55 | 174 visninger | 2 kommentarer
Åh jo – det har virkelig været en meget blandet dag i dag – opture og nedture! Der er ikke sket vanvittigt meget, men alligevel er jeg bare fuldstændig smadret og glæder mig bare til at komme i seng.
Jeg har været sammen med min kære far, et par timer i eftermiddags og det var bare rigtig dejligt, at være sammen med mig.
Vi var ude på mit midlertidige bosted – der hvor vi skal være, nok det næste halve år, indtil de er færdige med at istandsætte mit ”rigtige” bosted, som jo blev raseret af en ret hidsig brand.
På vej ud til Møllegården (det hedder det ”nye” bosted) glædede jeg mig faktisk til, at komme derud – jeg havde rigtig meget lyst til at være der og bare deltage i det sociale liv. Havde tænkt at jeg skulle pusle rundt på mit værelse og lige som begynde, at gøre det lidt mere hyggeligt, end jeg synes at det er lige nu. Havde tænkt mig, at jeg skulle sidde ude på terrassen og snakke med mine medbeboere og personalet – måske drikke en kold cola og ellers bare hygge mig.
Da min far og jeg, så kom ud til Møllegården, skete der bare et eller andet – kan ikke rigtig forklare det. Jeg fik ondt i maven og en hel masse uro i hele kroppen og havde mest lyst til, bare at køre tilbage på afdelingen. Det var jo meningen, at jeg skulle pusle rundt på mit værelse, men da jeg kom derind, kunne jeg slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre med mig selv. Først stod jeg bare midt på gulvet med overtøj på. Min far fik mig dog til at tage overtøjet af og sætte mig ned i min sofa – der sad vi så med hver vores cola og småsnakkede. Forsøgte at være bare lidt positiv – at snakke pænt om Møllegården og sådan, men i virkeligheden ville jeg bare helst væk i en fart. Talte lidt med nogle af de andre beboere, men det føltes bare så enormt akavet og underligt og det var slet ikke rart. Far og jeg gik lidt rundt på de lange gange – bare sådan for at kigge lidt og heller ikke det, syntes jeg var særlig behageligt. Kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg nogensinde skal blive glad og tryg ved Møllegården – det virker som en umulig opgave.
Normalt er det jo ikke sådan, at jeg glæder mig til, at blive kørt tilbage til afdelingen, men det gjorde jeg så i dag. Da min far sagde til mig, at nu var det på tide atkøre, for jeg skulle være tilbage klokken 15:00, blev jeg simpelt hen bare så lettet. Det var bare rigtig rart, at være tilbage i det miljø som jeg er mest tryg i lige i øjeblikket.
Blev vækket meget tidligt i morges – denne gang var det dog ikke af personalet her på afdelingen. Det var en veninde som forsøgte at komme i gennem til mig, men jeg var bare så skide træt, at jeg ikke magtede at tage min telefon. Min veninde lagde en besked på min telefonsvare – hun var totalt ude af den, fordi hun havde taget en overdosis, af noget medicin som hun får. Hun ville gerne have, at jeg skulle få fat i hendes kæreste og noget med en ambulance, men det gav ikke rigtig mening og jeg er nødt til at passe på mig selv også – desuden kunne jeg jo intet gøre herfra og det var selvfølgelig meget frustrerende, men selv om, at jeg gerne vil rede hele verden, så kan det altså bare ikke lade sig gøre. Det at min veninde har taget en overdosis (eller nok mere min bekendte) er noget rigtig lort og det har virkelig, sat tankerne i gang hos mig – kan ikke lade være med at tænke på, de gange hvor jeg selv, har taget en overdosis – der er bare rigtig mange følelser i gang – det har forværret mine egne voldsomme selvmordstanker/planer.
Her til aften, har jeg haft det elendigt – sådan virkelig rent af helvede til. Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad der har udløst dette helvede, men jeg vil bare gerne ud af det, så hurtigt som muligt.
Har slet ikke kunne få verden, til at hænge sammen og det har jeg faktisk stadig meget svært ved. Det er som om, at det bare kører alt for stærkt oppe i mit hoved – kan slet ikke følge med.
Jeg har talt, en hel del med min yndlings kontaktperson og han har, været en rigtig stor støtte for mig – også selvom at han også kan være rigtig hård – det er bare på en meget konstruktiv måde. Vil ikke fortælle om, hvad vi talte om – det er noget som er i mellem min kontaktperson og jeg.
Min kontaktperson siger at jeg er psykotisk og virkelighedsfjern og at jeg slet ikke kan holde en samtale kørende – altså fordi jeg er fjern.
På en måde er der bare sket så meget og så alligevel nærmest ikke noget – men det korte af det lange er, at det har været noget rigtig rod og at det stadig ikke er helt godt. Jeg har fået noget PN og det har lige taget toppen af det som bare er så skide svært.
Er meget splittet – på en måde, er jeg bare rigtig glad for, at være her på afdelingen, men der er også bare en del af mig, som bare gerne vil ud, så jeg for fanden da, bare kan få gjort en ende på dette her. Har forlangt at blive udskrevet, men det siger min kontaktperson, at jeg ikke bliver. Så sagde jeg til ham, at jeg ville tale med en læge, hvilket jeg da godt kunne få lov til, men jeg fik så også at vide, at jeg bare bliver tvangstilbageholdt, hvis jeg forlanger at blive udskrevet, så ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre.
For helvede da – det er sgu da godt nok noget værre rod.
*jubler* I morgen aften får jeg, besøg af en rigtig sød veninde – en skøn pige, som jeg har været indlagt sammen med, i en meget kort periode, men trods den korte tid, så er vi bare blevet, rigtig gode veninder og jeg holder rigtig meget af min veninde. Vi har rigtig mange ting til fælles og det er bare rigtig rart, for vi kan meget let, finde på en hel masse at snakke om – både det som gør ondt, men også i høj grad det, som bare er sjovt og hyggeligt. Udover at vi har meget at snakke om, så er vi også navnesøstre, så det er jo lidt sjovt. Jeg har en fin gave, til min veninde – en gave som virkelig er købt med rigtig mange følelser – håber bare rigtig meget, at hun kan lide den *blink*
Ups – hov! Nu er klokken lige pludselig blevet mange – havde aftalt med min kontaktperson, at jeg skulle gøre mig klar til at gå i seng, men så er det så endt med, at jeg bare har siddet her og skrevet denne blog. Det er da også meget mere hyggeligt at skrive, end det er at gå i seng, hi hi. Kan godt mærke at jeg efterhånden er blevet noget træt, så det skal ikke vare en evighed, før jeg hopper i høkassen.
Der var egentlig et par andre småting jeg ville skrive om, men det kan jeg altså ikke nå lige nu, så det må i have til gode, til en anden god gang – muligvis bliver det allerede i morgen – alt efter hvordan jeg har det og om, jeg har tid til det. Har en del at se til i morgen, så vil altså ikke love, at det bliver i morgen at jeg skriver igen.
- nat nat! I må alle sammen sove godt
- 03-05-2013 21:52 | 176 visninger | 2 kommentarer
Halløj og godaften J
Så er det tid til, at jeg igen vil plage jer med en blog! *smil* Men i vælger jo også hel selv, om i har lyst til at læse med! Ved godt at jeg ikke får skrevet ret meget her, men engang i mellem, giver jeg da lyd fra mig – fx lige nu.
Der sker mange ting i øjeblikket – lidt for mange synes jeg – kan nærmest ikke følge med.
I sidste weekend, var jeg til Landsmøde i Dansk blindesamfunds Ungdom (det har jeg også skrevet i min sidste blog) Jeg var jo helt ekstremt bange for, at jeg slet ikke kunne klare det – at det bare ville gå galt og ende med, at jeg måtte tage hjem inden mødets afslutning – katastrofetanker var der nok af. Heldigvis gik det bare rigtig godt – det var også skide hårdt, men alt i alt, synes jeg uden tvivl, at jeg havde en meget positiv oplevelse. Jeg havde jo min bedste ven Michael med som hjælper – ikke fordi at jeg er blind, men på grund af mine sindslidelser og uden ham, var jeg slet ikke kommet i gennem det – han var en uvurderlig støtte for mig og jeg er ham dybt taknemlig over, at han ville og kunne tage med mig og faktisk give mig en rigtig fin weekend. I hele weekenden, havde jeg kun ganske få angstanfald og jeg var ikke på noget tidspunkt selvskadende. Jeg vil egentlig gerne skrive mere om landsmødet – jeg havde så mange rigtig fine oplevelser, som jeg gerne vil dele med jer, så mon ikke at der kommer en lidt længere beretning, i den nærmeste fremtid *blink*
Sidst jeg skrev, kan jeg ikke rigtig huske, om jeg skrev noget om, at jeg er i gang med et slags udredningsforløb, men det er jeg. Jeg har fået scannet min hjerne og har haft tre samtaler med en neuropsykolog og mangler stadig et par samtaler hos ham. Scanningen har jeg endnu ikke fået svar på, men jeg regner ikke med, at der er blevet fundet noget, som ikke skal være hvor det er *smil* Er ikke rigtig nervøs for svaret! Hos neuropsykologen, har jeg været i gennem en hel masse tests/opgaver – gider ikke at skrive om opgavernes indhold – ikke andet end at, det er opgaver/tests, som skal vise noget om blandt andet, den måde jeg tænker på, hvor begavet jeg er og mange andre ting. Jeg har allerede nu fået at vide, at jeg er fuldstændig normalt begavet og det er jeg bare rigtig glad for *stort smil* Der udover er der blevet fundet ud af, at jeg faktisk har en række problematikker, som der ikke rigtig er blevet taget hånd om – det handler om, at jeg faktisk har indlæringsvanskeligheder, dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær. Det er sådan fortalt i meget korte træk – en længere og mere detaljeret forklaring kommer, når jeg er færdig med udredningen.
I tirsdags var jeg sammen med mit bosted, ude at bowle om eftermiddagen – eller det var kun dem fra det team, som jeg hører til (team Embla) Vi var tre beboere og 3 personaler med. Det var en både god og lidt træls oplevelse. Det var skønt at se dem, fra mit bosted og hyggeligt at snakke med dem, men selve det at bowle, var ikke en succes for mig – for det første fik jeg meget hurtigt rigtig ondt i mine hofter, så der var en af de andre spillere, der var nødt til at spille for mig, i mens jeg så bare sad på en bænk. Der var også rigtig meget larm og det er jeg ikke ret god til at tackle – jeg bliver angst og forvirret af det, så jeg var glad, da vi kom ud fra bowling-hallen. Det var egentlig meningen, at vi skulle på havnen og spise is, men der var ikke rigtig stemning for det, så derfor kørte de andre ud til bostedet og jeg blev kørt tilbage til hospitalet. Trods at det var en lidt hård omgang, så er jeg nu meget glad for, at jeg alligevel valgte at tage med *smil*
Har i dag været til min faste lægesamtale (altså jeg snakker med lægen, en gang om ugen) Altså den læge, som jeg er tilknyttet, her på den afdeling, hvor jeg er indlagt i øjeblikket. Var selvfølgelig rigtig nervøs (det er der ikke noget nyt i) Men i dag synes jeg at det var en rigtig god og konstruktiv lægesamtale. Normalt er det lægen, der siger det meste, når vi snakker sammen, men i dag forsøgte jeg at sige noget mere og det var slet ikke så forfærdeligt – faktisk var det rart. Jeg er så super heldig, at jeg bare har en helt fantastisk læge – jeg er meget glad og tilfreds med ham. Jeg spurgte om det ikke var på tide, at jeg fik udgang alene, men det mente lægen, var lige lidt for tidligt, så jeg har stadig kun udgang med følge *suk* Var også meget interesseret i, at vide hvad udskrivningsplanen var og der fik jeg igen et svar som lød sådan her ”Arh! Det skal vidst ikke være lige nu – det har du det ikke godt nok til” Kan ikke lige blive enig med mig selv, om det er godt eller skidt, at jeg ikke står til at blive udskrevet lige nu *grubler* Fortalte også sådan mere generelt, hvordan jeg synes at tingene er lige i øjeblikket og da jeg havde fortalt lidt, mente lægen at jeg har fået en stressreaktion – hvad det præcist betyder er jeg ikke helt klar over.
Under den her indlæggelse, er der jo blevet justeret rigtig meget i min medicin, hvilket på rigtig mange måder, har været virkelig positivt. Der er kommet rigtig godt styr på mange af mine psykotiske symptomer og jeg får ikke længere angstanfald, nærmest hver eneste dag. Desværre er der jo bivirkninger ved alt medicin og det medicin jeg får, har blandt andet bivirkningen ”vægtøgning&rdqu o; og det betyder, at jeg igen er begyndt at tage på i vægt og det er jeg bare rigtig ked af. Min vægt har været RIGTG svingende – gik fra at have en spiseforstyrrelse og veje 34 kilo og til at begynde at få antipsykotisk medicin og på ganske få måneder, tage voldsomt meget på i vægt – jeg var oppe og veje 67 kilo og det er for meget, når man kun er lidt over halvanden meter. Så tabte jeg mig rigtig meget igen og var nede på en vægt på nok 55 kilo, men da jeg blev indlagt denne gang, skiftet jeg medicin og som jeg skrev, har det haft rigtig god effekt, men det betyder også, at jeg tager på igen og jeg er bare så ked af det over det – ved ikke hvad jeg skal stille op!
Uha – synes godt nok pludselig, at jeg blev meget træt. Tror at det er ved at være på tide, at jeg afslutter denne blog – sidder bare her og halvsover, men der er også kun et kvarter til, at jeg skal have min natmedicin og så skal jeg sgu bare i seng.
I morgen er der jo endnu en dag – en dag hvor jeg faktisk, både har en aftale med min far og min mormor. Hvordan det rent praktisk skal hænge sammen, kan jeg ikke rigtig gennemskue, men mon ikke at jeg finder ud af det? Tingene plejer jo at løse sig, på den ene eller den anden måde – det handler bare om at tænke positivt, haha!
- godnat alle i søde mennesker, som bruger dette fantastiske blogsted. *smil*
- 24-04-2013 20:20 | 212 visninger | 1 kommentar
Godaften J
Lige et lille pip fra mig…
Der sker bare rigtig mange ting lige i øjeblikket – kan nærmest ikke selv følge med. Forsøger at hænge i og få styr på alt ting, men jeg må da ærligt indrømme, at jeg er noget stresset og forvirret. Heldigvis er personalet her på afdelingen, rigtig søde og dygtige til at støtte mig og desuden, har jeg skønne venner, som også gør en kæmpe indsats for at hjælpe og støtte mig.
I mandags var jeg til MR-scanning af min hjerne. Det var på ingen måde, noget som jeg havde det godt med – faktisk var jeg hundeangst. Inden jeg skulle scannes, fik jeg noget Stesolid, for bedre at kunne slappe af og det havde da også effekt – jeg blev sindssygt sløv af det, hvilket måske var meget godt. Jeg gennemførte scanningen – altså jeg afbrød den ikke – heller ikke selvom at jeg havde en alarmknap i hånden, som jeg havde mulighed for at trykke på og så ville scanningen blive afbrudt med det samme. Jeg havde rigtig meget lyst til at bruge knappen, men sygeplejersken som scannede mig, fortalte mig jo, at hvis jeg afbrød, så skulle hele scanningen tages forfra. Det var drøn ubehageligt at blive kørt ind i det der lille rør – det var meget klaustrofobisk – havde det nærmest som om at jeg blev mast derinde. Jeg havde jo en sygeplejerske med her fra afdelingen og hun sad inde ved scanneren og havde hele tiden en hånd på mine fødder, så jeg kunne mærke at hun var der – det var en stor støtte for mig. Sådan en MR-scanner larmer jo som bare pokker og det var ret slemt for mig. Jeg fik høreværn på, for at tage toppen af de meget høje lyde – der blev spillet beroligende musik og scanningssygeplejersken kunne snakke til mig. På en måde var det meget rart, at der var en lille smule afledning, men det var også skide ubehageligt, at være både blind og døv *uha* Nå! Men jeg kom i gennem det!
I går var jeg til min første ”undersøgelse” hos en neuropsykolog – det var altså en meget underlig oplevelse. Jeg skulle i gennem alverdens tests/opgaver. Skulle huske en lang række ord, som ham neuro-tossen læste op for mig – der var i alt femten ord og de blev læst fem gange, hvor jeg så for hver gang han sagde ordene, skulle huske så mange ord som jeg kunne – det var ikke noget som jeg var skide god til. Der var også mange andre opgaver – jeg skulle huske talrækker, løse gåder, færdiggøre sætninger, svare på spørgsmål om verden – fx skulle jeg svare på, hvem Gandhi var, hvilket jeg ikke kunne – kunne godt huske, at jeg havde hørt om ham, men jeg kunne overhovedet ikke huske, hvem pokker han var. Der var en lang ræke flere tests/opgaver, men jeg kan altså ikke huske dem alle sammen. Jeg skal i gennem endnu flere tests/opgaver – i næste uge, skal jeg snakke med neuropsykologen to gange.
Der er landsmøde i Dansk blindesamfunds Ungdom her i weekenden – det foregår i Fredericia. Det er mange måneder siden, at jeg har tilmeldt mig mødet – det var før jeg blev indlagt. Da jeg så blev indlagt i begyndelsen af februar, tænkte jeg at jeg sagtens kunne nå at komme med til landsmøde – at jeg da for længst ville være udskrevet. Planen var jo egentlig, at jeg skulle udskrives på fredag, men som jeg også skrev i en tidligere blog, så er udskrivelsen udsat, fordi jeg ikke har det godt nok til at komme hjem endnu. Så gik der jo lidt panik i mig – altså da jeg fandt ud af, at jeg ikke blev udskrevet, men jeg valgte at snakke med to af mine kontaktpersoner om det – fortalte dem hvor meget det ville betyde, hvis jeg kunne få lov til at tage med. Vi talte en hel masse frem og tilbage og mine kontaktpersoner lovede mig, at de nok skulle tale med lægen om det. Vi satte os også ned sammen og talte om, hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg kom med på landsmødet. Det som var det vigtigste, var at jeg ikke bare kunne tage af sted alene – jeg er simpelt hen ikke rask nok og derfor, har jeg brug for at have en med, som faktisk kan være omkring mig hele tiden. Min bedste ven Michael og jeg, havde allerede aftalt, at han gerne vil være hjælper/støtte for mig og det fortalte jeg til mine kontaktpersoner, som så talte med Michael om det. Både Michael, mine kontaktpersoner og jeg, var opsat på at det skulle lykkes, men i sidste ende var det jo lægen der stod med afgørelsen. Mine kontaktpersoner talte med lægen og han gav mig fandeme grønt lys, til at jeg kan tage af sted på fredag – det er så fantastisk – jeg er bare så glad.
Jeg havde så lægesamtale i formiddags – jeg var selvfølgelig nervøs som bare pokker – det er der jo ikke noget nyt i overhovedet. Heldigvis har jeg bare en rigtig sød og dygtig læge, som jeg snakker rigtig godt med. Vi skulle selvfølgelig tale lidt om weekenden, men det var stille og roligt – lægen sagde til mig ”Jeg er slet ikke i tvivl om, at Michael sagtens kan passe på dig” Det er jeg også helt sikker på at han sagtens kan. Så nu er det helt sikkert – jeg kommer med på landsmødet i weekenden *hurra* Jeg var en meget glad og lettet Sarah, da jeg var færdig med min lægesamtale.
Her i eftermiddags, fik jeg en rigtig dejlig overraskelse. Jeg havde lige været på den daglige gåtur og var kommet tilbage på afdelingen – jeg ventede at få min mor på besøg og hun kom da også og det var fint. Men før min mor nåede at komme, fik jeg meget uventet besøg af min skønne og fantastiske veninde Sara – vi har været indlagt sammen og så blev vi bare enormt gode veninder. Det er en uge siden, at Sara blev udskrevet og lige siden, har jeg bare savnet hende rigtig meget. Hende og hendes bedste var ude og køre og så ville Sara lige hilse på mig og jeg blev bare så glad. Sara havde den sødeste lille buket blomster med til mig og de står nu og pynter her på mit bord. Sara havde ikke tid til at blive – hun ville bare sige ”hej” og komme med de skønneste blomster. Ved slet ikke, hvor mange kram vi gav hinanden, men det var en hel del. Nu har vi aftalt, at Sara kommer og besøger mig i næste uge og jeg glæder mig bare rigtig meget.
Det bliver også bare en herlig dag i morgen – min allerbedste ven Michael, kommer nemlig til Århus lige over middag og jeg kan bare næsten ikke vente – det er over en måned siden, at vi har set hinanden og jeg savner ham rigtig meget. Glæder mig som et lille barn, til at skulle tilbringe en hel forlænget weekend sammen med ham – det er herligt. I morgen skal vi bare ordne forskellige småting – ikke noget voldsomt – bare hygge. Sidder egentlig bare og venter på, at klokken den bliver 22:00, så jeg kan komme i seng og sove indtil i morgen. Har også planlagt en masse ting jeg skal gøre, i morgen når jeg står op – bare for at slå ventetiden ihjel. Jeg skal blandt andet vaske tøj og så skal jeg have mig et meget langt bad *blink*
Er rigtig stolt af mig selv – ved godt at det ikke er noget stort, men for mig er det en sejr. Jeg har ikke været ude og kaste op, en eneste gang i dag – hverken efter frokost eller aftensmad. Stemmerne har brølet og tankerne drønet rundt i hovedet på mig, men jeg har været stærk – jeg har vundet over stemmerne og de destruktive tanker. Synes selv at det er meget godt gået *blink* Nu skal jeg bare fortsætte den gode linje – jeg må tage en dag ad gangen og så kæmpe mig helt ud af det der, med at kaste op efter måltiderne. Ved at jeg kan være stærk – ved at jeg kan vinde mine kampe, hvis jeg beslutter mig for det – jeg er stærk – stærkere end jeg faktisk selv tror på.
- Fortsat god aften til alle J
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 26 år
Oprettet: 29. aug. 2009
Login: 05-05-2013 17:06
Uploads: 591
Blog indlæg: 657
|
|
Nu må det værer tid til, at jeg faktisk viser mit ansigt  .
Jeg har været inde i helt fantastisk udvikling over de sidste syv månder.
Der findes selvfølgelige dårlige dage  .
Kære fyre derude. Jeg gider ikke blive bombet med tilbud om alverdens ting.
Find en dating side i stedet for. Nu er det sagt. Engang for alle!
Jeg bruger min blog til at få mine refleksioner over mit til tider noget sværer liv i talesat.
I skal være så velkommen til at læse med
Kh og rigtig god dag til jer alle sammen
Regnbuepigen
|
|
|
|
|