Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at der er mennesker som er
så usikre på sig selv, at de er nødt til at nedgøre andre mennesker offentligt.
Jeg har valgt denne her livsstil fordi det er den jeg er tilpas i! Jeg gør det hverken for at støde eller forarge mine forældre, eller for at provokere min "omgangskreds" i skolen. Jeg er meget provokerende af person, men jeg gør udelukkende dette af hensyn til mig selv - for en gangs skyld! Jeg har lige slettet min profil på facebook i dag, fordi jeg ikke kan skrive en statusopdatering som omhandler
mine interesser og de mennesker som je
g finder interessante, uden at visse personer, specielt fra min klasse, skal begynde at kommentere det og skrive nedværdigende om det, og nærmest gøre mig til et objekt som kan grines af, hakkes på og mundhugges med, fordi vi på ingen måde har samme indstilling til livet og visse sociale grupper. Bør det ikke være sådan, at man accepterer hinanden og lærer af hinandens forskellighed, i stedet for at gøre nar, få en til at føle sig
SÅ lille og direkte dum? Ingen skal mobbe mig - og slet ikke i et socialt medie som facebook er. Det kan sguda ikke være rigtigt!
Det værste af det hele er, at flere af ens såkaldte "venner" vender en ryggen! De begynder at holde med "mobberne" og udstille en som skør i hovedet. Specielt min "veninde" Kathrine er jeg meget skuffet over! Hun tror at hun ved meget bedre end mig, er så klog og ved hvad der er bedst for mig; men det gør du ikke! Enten må folk acceptere den omgangskreds jeg færdes i, og den livsstil jeg fører, både min familie og mine venner, ellers skal de melde klokkeklart ud og sige; vi kan ikke acceptere din måde at leve på og de mennesker du omgås. Så har jeg i det mindste noget at forholde mig til!
Ja, jeg kan lide at forarge folk
. Ja, jeg kan lide at se deres grimme fjæs, når jeg siger noget som de på ingen måde havde forventet. Jeg elsker det! Så kan de lære, at jeg ikke er en forudsigelig, kedelig og normal pige ligesom alle de andre tøser som bare følger strømmen. Det er til at brække sig over.
Man kan sige, at jeg er ved at løsrive mig fra de mennesker som jeg hele mit liv har følt mig utilpas blandt. De mennesker som aldrig har matchet mine interesser, og som altid har kigget skævt til mig - udover når jeg "tog min maske på" og spillede skuespil, hvilket jeg har gjort en del i mit liv, blandt disse mennesker. Dog skal det siges, at jeg også altid har haft nogle trofaste veninder, som har forstået hvad det her handler om. Det handler ikke om, at jeg er syg i hovedet, vil ødelægge mit liv eller synes at det er et "sejt" miljø at færdes i - det handler bare om at det er dér jeg hører hjemme! I fredags havde jeg en af de bedste aftener, nætter og morgener jeg nogensinde har haft! Og det stod mig helt klart hvorfor; fordi jeg ikke lagde bånd på mig selv, og jeg bare var som jeg nu engang er, og jeg blev alligevel accepteret og talt pænt til! Utroligt! Det har jeg aldrig oplevet før. Det var fandme en fed følelse, og det styrkede mig og gav mig en masse selvtillid. Der var ikke kun dejlige fyrer, men også en masse skidesøde piger! Slutty eller ej - de var satme søde at snakke med! Og masser tatoveringer, både pigerne og drengene, mmm, lige noget for mig!
Jeg har gennem min barndom og hele vejen op gennem folkeskolen været utilpasset i mine sociale omgivelser (skolen, fritidshjem, sportsklub), og jeg har altid været familiens
sorte får. Dette ændrer sig næppe efter mit valg af livsstil - men jeg håber da at min familie ikke skærer hånden helt af mig, trods de ikke synes at tatoveringer og piercinger er noget for deres datter. Men de har selv bidraget til dette; de har altid hakket på mig og aldrig forstået mig. De har forsøgt at bakke mig op, men min mor er god til at placere skylden på mig, hver gang jeg har et problem.
Gennem al den tid har jeg spillet en anden end den jeg er - og i fredags fik jeg så lov til at give afkald på skuespilleren, og starte med at leve mit liv. Jeg skal ikke føle mig skyldig over at have fundet min plads, og jeg skal ikke føle mig skyldig ved at snakke om det! Så til alle dem som gennem hele mit liv har mobbet, drillet, hakket og provokeret mig; se dette som min hævn.
Denne blog er "dedikeret" til al den frustration som har hobet sig op i mit hovede igennem længere tid. Dette er min måde at sige "fuck jer" til de gamle "venner" som indirekte har vendt mig ryggen. Jeg kan ikke længere bruge jer til noget - jeg har fundet min plads og det sted hvor jeg passer ind. Og jeg er glad!
ellers gjorde jeg det jo heller ikke!
Ps. Forhelvede, svar nu på den sms J! Jeg skal jo vide hvornår jeg skal stå op i morgen! Jeg er igang med at skrive en stor opgave i skolen, og jeg skal i morgen afholde et interview med J i forbindelse med min opgave, men jeg ved ikke hvornår! Så jeg aner ikke hvornår jeg skal stå op. For jeg skal også på arbejde kl.17, så håber vi når det inden da. Ellers går jeg amok! Han kunne kraftedme godt lige have skrevet. På den anden side er han en meget travl mand, og jeg er bare taknemlig for, at han gider hjælpe mig!
Jeg gider egentlig ikke på arbejde.. Men jeg udøver positiv psykologi på mig selv, og så vender bøtten helt sikkert når jeg først er komme på arbejde!
det er jo kun 4 timer, men gode penge at få til januar-udsalget!
Nu vil jeg ud og ryge en cigabøjs i sneen, inden jeg dingler i seng.