Jeg har det meget bedre nu. Tænk, hvad selv et hurtigt kærestebesøg kan gøre. Shy Boy fandt, på trods af travlhed, lige en time til at komme forbi for at kysse og kramme inden jeg drager mod ukendte verdener - og ikke mindst mennesker.

Selvom det ikke var længe, var det fantastisk at mærke ham så tæt på igen. At ligge i hans arme, høre hans hjerte slå, mærke ham holde om mig. Det hul af savn, der var i mig før, er næsten fyldt op nu. Jeg savner ham stadig lidt, savner mere tid, men jeg klarer mig og jeg er okay nu. Dejlige dreng. 

Berry er glad igen! Mmm. 
Men hun har lidt ondt af sin dreng, der er træt og ikke har tid til at slappe af. Stakkel.
Jeg glæder mig allerede til at se ham igen i næste uge! Det bliver lækkert.

Inden længe, drager jeg, som sagt, med tog mod ukendte kroge i landet. Det skal nok blive sjovt, selvom jeg på en måde også frygter det hele lidt. Jeg mener... Tænk sig, at jeg i aften istedet for at se x-factor skal rende rundt og dyrke sport med 130 mennesker, som jeg ikke kender! Jeg overlever, at jeg går glip af x-factor og jeg kunne da også sagtens overleve den del med sporten. Det er mere i kombinationen; sport og fremmede mennesker, at jeg står lidt af. Den slags er bare ikke mig. 

Specielt fordi, jeg er i elendig form. Den eneste motion jeg får er vel efterhånden, når jeg løber efter bussen.  Anyway; det skræmmer mig en smule. Sport med fremmede mennesker og fællesbad. Ikke bare fællesbad som her, hvor man kan låse døren og bade for sig selv, nejnej. Fællesbad, som i fællesbad! Vi bader sammen og er nøgne sammen. Hurra! Det er bare slet, slet  ikke mig det her. Sport, fællesbad, hemmelige workshops. Det er netop i sådan nogle situationer, hvor jeg bliver pinlig over at være mig. Forpustet, svedig, nøgen og fuldstændig smidt udenfor mine tryghedsrammer.

MEN! Jeg glæder mig til at se min veninde. Hvad man dog ikke gør for mennesker, man elsker! Og så skal vi fulde os imorgen aften. Juhu!

Igår var en lortedag, kort sagt. Den kunne godt have været værre, men god var den bestemt ikke. Jeg klarede mig, men jeg var ikke okay. Et jordskælv af utrygge, uforklarlige, ulykkelige følelser rystede mig. I dag har jeg det bedre, men jeg kan stadig fornemme efterskælvene spøge. Den dér mystiske følelse, som lægger sig stabilt i maven og er svær at ryste af sig og umulig at forklare. 

Da jeg vågnede i morges efter endnu en semisøvnløs nat, kunne jeg ikke overskue hverken det ene eller det andet. Morgenbad - umuligt. Morgenmad - umuligt. Pakke til weekenden - umuligt. Forelæsning - umuligt. Det eneste, jeg kunne forestille mig at gøre var at sove videre. And so I did. Jeg kunne bare mærke, at jeg slet ikke havde temperament til tre timer i selskab med den langsomste og mest ukonkrete underviser på jorden. Jeg kunne bare ikke. 
Nu er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt jeg burde være taget afsted alligevel. Jeg har en halv aftale om noget, der kunne minde om en jobsamtale umiddelbart efter min forelæsning, så ligenu venter jeg på et opkald med et mere præcist tidspunkt, så må jeg se om det okay med dem, at det bliver udskudt til næste uge på grund af sygdom. Tja, time will show. 

Jeg har det bedre i dag, men jeg føler mig en smule som et urimeligt menneske. Shy Boy siger, at jeg ikke ødelagde noget og at jeg er den bedste kæreste i verden, selvom jeg følte mig som den værste igår. Af og til kunne jeg mærke en fuldstændig uretfærdig, ja, nærmest vrede. Nej, vrede er ikke det rigtige ord, for jeg var langt fra vred. Jeg var nok mest bare frustreret, virkelig frustreret. Jeg var ked af det og frustreret og ønskede højt, at jeg kunne få lov til at se Shy Boy og når han så skrev om, hvor hyggeligt han havde det og hvor dejlige de mennesker han omgav sig mig var, så føltes det på en underlig måde som om, han sparkede til én, der allerede lå ned. 

Normalt ville jeg bare skrive "Godnat" og ikke meget andet, så snart den følelse kommer op i mig, for at undgå konflikter og dumme sms'er, men igår kunne jeg ikke lade være med at fortælle ham, at jeg ikke lige havde brug for at høre den slags, når jeg nu var så ked af det. Jeg fortrød med det samme og hadede mig selv for ikke bare at være glad, fordi han nu var glad. Men jeg følte mig bare så alene og lille og en lille smule ligegyldig. Jeg undskyldte, han forstod. Han er fantastisk. Han siger, jeg er vidunderlig.

Jeg burde stå op og komme igang med alt det umulige. Senere skal jeg finde op til min venindes højskole. Jeg glæder mig, men jeg gider ikke på samme tid. Det bliver garanteret hyggeligt og sjovt, men ligenu kræver det bare så meget energiopsparing og overforbrug af mig. Mest af alt, har jeg bare lyst til at låse mig inde og lade være med at forlade mit værelse og konfrontere verden. Hele weekenden. Men det er nok det værste, jeg kan gøre. Jeg får det bedre af at tage af sted og få noget at tage mig til, så jeg ikke bare skal sidde her alene og tænke på Shy Boys sjove hygge og dejlige mennesker. 

Jeg ved ikke, hvad det er for en følelse, for jeg vil ikke kategorisere det som jalousi. Da jeg var sammen med Black Bird, var jeg jaloux hver gang han var til fest og syg af bekymring for, hvad han mon lavede. Sådan har jeg det ikke med Shy Boy overhovedet. Jeg tvivler ikke på noget som helst, han har det bare sjovt og han kunne ikke finde på at gøre noget forkert. Alligevel svømmer den udefinerbare følelse alligevel tit ind over mig. Når jeg sidder alene uden noget at tage mig til og i forvejen har en dårlig dag, så bliver jeg ked af det, når han har gode aftener. Urimeligt, men sådan er det. Jeg ved ikke om det er et restprodukt af mine tidligere bekymringer med Black Bird eller hvad fanden det er.... Jeg ved bare, at jeg er træt af det. Pissetræt. Jeg ved ikke om Shy Boy forstår det, men det siger han, at han gør. Jeg tror ikke engang, at jeg selv forstår det. 

Jeg håber, at den her weekend med min veninde kan fylde hullet af savn lidt op og få mig til at glemme, hvor meget jeg savner og mangler Shy Boy, bare en smule. For jeg orker ikke det her. Forhelvede..... Jeg vil bare gerne være glad.