Af og til må jeg indrømme, at jeg føler mig lidt fanget. Ja, altså ikke i forhold til mit ægteskab eller mine venskaber. Men bare sådan personligt. Jeg har det temmelig... ja, ikke dårligt, men er måske snarere fyldt med frustrationer. Det går ikke så godt, det dér med ikke at være fanget i fortiden... Ikke så godt, som jeg havde planlagt. Jeg tænker stadig meget over det, ikke hele mit liv, men enkelte scener fra mit liv går igennem mit hovede igen og igen. Ting, jeg egentlig gerne vil glemme og komme videre. Camilla & Mette, som svigtede fælt, da jeg havde brug for dem for 12 år siden (se evt. mit indlæg SKOD FACEBOOK) - men det er nu mest fordi mine nuværende veninder konstant minder mig om dem. Men jeg husker mange af de gange, jeg har skåret i mig selv. Især mit første ar. Det var til en fest, jeg holdt. Jeg stod med en brøvkniv i hånden, jeg var stangvissen og sagde til Ken: "Du tror ikke, at jeg tør, vel?" Jeg havde gjort det tusind gange før, men det vidste han ikke. Så jeg skar. Og jeg skar dybt. Det var midt på venstre underarm. Arret er ca. 7 cm langt, og på det tykkeste sted, som er 3,5 cm langt, er det ca. 5 mm tykt. Det havde jeg den dag, i min brandert, fordi jeg ikke kunne føle længere. Jeg havde drukket alle sanser ud af kroppen for netop at blive følelsesløs, fordi jeg ikke kunne klare det. Jeg gjorde det i min entré, som året forinden var blevet malet i en smuk solgul farve. Der kom blodsprøjt på væggen, og eftersom ingen tørrede det af, sad det der, da jeg 5 år senere fik malet hvidt i hele lejligheden. Jeg stopped med at holde fester efter den nat.
Men jeg har mange af den slags scener i mit hoved, jeg bare gerne vil glemme. Den følelse, jeg fik, da pædagogerne på ung.psyk. tvang mig ind i Roskilde Domkirke... Aldrig har jeg været så bange, og det har IKKE hjulpet på min angst for kirker. Jeg ved NU at de gjorde det i bedste mening - men det har ødelagt så meget for mig.
Alle de tanker jeg fik om at brænde det lortested ned. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville gøre det, men jeg skrev om det, både i novelleform og i den "rapport" jeg ville efterlade mig til dem, der fandt mig - den hed "Døden" og beskrev hvordan jeg havde begået selvmord, hvordan jeg ville begraves og hvordan min gravsten skulle se ud. For det hele var planlagt. Det blev bare aldrig til noget. Det er jeg glad for, men dengang var det en kæmpe frustration for mig.
Alle de gange, hvor jeg har følt mig tvunget til sex - så meget, at jeg til sidst var ved at kaste op når jeg skulle give fyren et blowjob (Hamid, faktisk). Jeg har gjor så mange dumme ting. Hver gang, jeg skal brække mig, kommer jeg til at tænke på alle de gange, hvor jeg ligget med tårer i øjnene fordi jeg skulle holde brækket inde, mens jeg "gik ned" på Hamid, og bagefter tog hjem med den pinligste følelse af SKAM og en følelse af at være så ULÆKKER at jeg gik hjem og gik i bad for at vaske det ulækre af. Og så brækker jeg mig endnu mere. Nogle gange, når jeg giver René et blowjob, sker det også. Ikke at jeg føler mig klam og ulækker, men fordi jeg pludselig, undervejs, kommer til at tænke på Hamid, og så brækker jeg mig. Bogstaveligt talt. René er meget forsigtig med det, altså, han siger at jeg skal sige, hvis jeg ikke har lyst, også hvis det sker under forløbet, for så stopper vi bare. Men... åh... Det kan godt være, at Hamid er min ven nu, men det var han ikke dengang.
Mange ting i min fortid nager mig. Og jeg føler mig fanget i fortiden. Jeg har snakket om det her med psykologer i 8 år, og jeg har fået det til at gå væk i perioder. Men det vender altid tilbage. Fuck, nu flæber jeg... OVER HVAD?! Mange, mange børn og unge mennesker har prøvet noget, som er flere tusind gange værre end det her. Og alligevel er jeg ved at blive blind af tårerne, der vælder ud af mine øjne lige nu. Er det bare mig, som er ekstra følsom? Ekstra nærtagende? Hvad fanden sker der for mig?! Åh, jeg føler mig som Jordens største taber lige nu...
Klip fra "Cry-Baby" med Amy Locane og Johnny Depp.
(og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det ikke Amy og Johnny, der synger selv)
"Please mr. Jailer, don't you make no lifer outta me"