- 08-02-2010 23:29 | 62 visninger | 2 kommentarer
Min veninde skrev til mig. Hun var dybt ulykkelig fordi hendes venner ikke gad hende mere, og fordi hun ikke engang havde lyst til at se de mennesker, som normalt kunne gøre hende glad. Hun græd hele tiden og jeg følte sådan med hende!
Jeg kender alle de følelser og tanker, men jeg reagerer ikke mere.
Jeg kan måske godt føle mig ulykkelig og ensom, men slet ikke sådan som før. I virkeligheden er jeg bare nedtrygt og "ligeglad" Jeg virker ligeglad overfor de ting, som førhen fik mig til at græde.
Jeg kan dårligt nok tvinge tårer frem, når jeg virkelig prøver, når jeg virkelig føler behov for at græde noget ud - der kommer intet.
Hvis jeg skader mig selv er jeg ligeglad. Jeg tænker bare "Nå.." mens jeg finder kniven frem "så skal vi til det igen.."
Jeg bliver ignoreret i skolen. Det sårede mig så dybt, men nu virker også dét ligegyldigt. Jeg venter bare utålmodigt på, at dagen er forbi, så jeg kan komme hjem igen.
Det er som om at min lyst til forandring er væk. Måske har jeg bare accepteret nu, at ivet stinker og sådan er det bare.
Jeg kan hverken grine eller græde.. jeg går bare rundt med stoneface. Blank og nærmest følelsesløs vandrer jeg rundt og ønsker, at en eller anden kunne komme og vække mig til live igen...
- 28-01-2010 23:41 | 85 visninger | 2 kommentarer
Ingenting har farve mere. Glæden foragter mig og har forladt mig ligesom jeg selv har forladt så meget, som var så dyrebart for mig. Livets gilde. Frosen og spejlblank, men pigen, som spejler sig i isen, er ikke længere mig.
Nu går jeg rundt i fængslet som en livløs majonetdukke med maske på blandt tusindvis af andre ligesom mig. Men ingen af os ser hinanden, og vi græder alle stille over vores ensomhed. Alle dem jeg kender bliver til alle dem jeg kendte. Når vi alle så har grædt den sidste tåre ud så går vi rundt med matte, fjerne øjne. Derfra hvor sjælen glitrede er der nu kun tomheden. Alle tænker ved sig selv "Hvordan kan jeg slippe ud?" Men den frie vilje er erstattet af tvang og der er intet at gøre. Følelsen af latter er glemt. Lyden af latter ligger langt tilbage, som et minde fra et tidligere liv. Kun maskerne vi bære kan endnu smile. Det strammer om min hals. Hårdere og hårdere. Jeg ser prikker for øjnene. Nu lukkes mine øjne. Jeg synker ned i bevidstløshedens dyb. Kvalt af sorgen
Nu kommer en engel og bærer mig op imod lyset. . .
- 16-01-2010 23:50 | 85 visninger | 0 kommentarer
Jeg husker angsten 14 år tilbage. Måske har den været der endnu længere, det er svært at sige, når jeg hele tiden har forsøgt at trænge den væk, og slette den fra min hukommelse, mine minder og mit liv. Det er gået op for mig, at min verden er en løgn. Jeg har opfundet en verden, som jeg er bundet til og som jeg lever igennem. Uden den verden kan jeg ikke leve! Jo mere angst jeg føler, jo længere forsvinder jeg ind i den anden verden. Jeg kan mærke det tydeligt, hvordan jeg forlader min krop her, og trækkes væk i en tåge. Når jeg er roligere igen får jeg lov at komme tilbage i min krop. Jeg mærker den hele tiden, det er faktisk næsten som om jeg er for meget til stede i min krop, når angsten lammer mig, men på samme tid er jeg helt væk i tågerne.
Min verden er omkring mig og jeg lever inde i den. Det er det eneste, som kan få mig bare lidt til ro. Helt rolig er jeg aldrig.
Jeg får beskeder fra den verden. De dukker op som tanker. Tanker, der bestemmer hvad jeg skal gøre, hvordan og hvornår det skal gøres, de bestemmer hvad jeg skal tænke og nogen gange endda, hvad jeg skal føle. Jeg gør, hvad der bliver sagt, og som belønning bliver der passet på mig og alle mennesker... Den belønning er uvurderlig og fantastisk, så det kan da ikke være forkert af mig, at jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved de "ordre" jeg får tilsendt.
Ja, og så fandt jeg som sagt pludselig ud af, at den verden ikke er omkring mig, men i mig. At den verden ikke også findes for alle andre mennesker. Det var hårdt. Meget hårdt. Det er som om hele virkeligheden er begyndt at smuldre for øjnene af mig.
Hvordan skal jeg slippe den verden, den virkelighed, som er den eneste jeg kender og kunne stole på, at det ikke fører direkte i døden. Kan jeg stole på, at der virkelig ér en anden verden, en ægte verden, et sted uden for min egen? Jeg bliver hevet og flået i fra alle sider nu.
Jeg ved ikke hvem jeg skal tro på længere...
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 20 år
Oprettet: 4. okt. 2009
Login: 08-02-2010 23:02
Uploads: 22
Blog indlæg: 16
|
|
Jeg bliver sindssygt glad for kommentarer  Tak!
|
|
|
|
|