- 24-06-2010 23:40 | 142 visninger | 6 kommentarer
Kære samfund: Undskyld jeg er mig (En på en gang ironisk og dybt seriøs tekst omkring mine følelser og frustrationer ved at være.. en af de svage i vort samfund..)- Jeg må beklage at jeg ikke er helt efter bogen, jeg er da virkelig ked af, at jeg kom til denne verden med så mange fejl! Det var nok slet ikke meningen – jeg fulgte bare med, som en lille, halvdød freak. Og det er da virkelig også for galt, at mit lille hjerte ikke gav op, til trods for iltmangel, og den lunge de i øvrigt fik punkteret. Jeg er besværlig, jeg ved det. Jeg kræver bare lidt mere end gennemsnittet, men må jeg her så i øvrigt komme med endnu en dybtfølt undskyldning; Jeg beklager at jeg blev chikaneret i børnehaven, mobbet i skolen, blev angst og meget andet, og at mine forældre ikke magtede at være for mig og yde den psykiske omsorg jeg havde brug for, og ikke bare den fysiske hjælp. Ja for alt var jo så pænt på overfladen, i alle disse år. Men jeg blev meget syg og det er ikke slut endnu, det belaster samfundet, det ved jeg og det er jeg ked af.- Men hvad jeg i virkeligheden er rigtig ked af, er at I signalere, at jeg er så stort et problem for samfundet. Det gør ondt. Jeg er en fejl, en fiasko, intet andet. Jeg ville for alt i verden ønske, at jeg ikke behøvede at være til besvær, men jeg gør alt hvad jeg kan for at blive bedre til livet...
- 08-02-2010 23:29 | 125 visninger | 2 kommentarer
Min veninde skrev til mig. Hun var dybt ulykkelig fordi hendes venner ikke gad hende mere, og fordi hun ikke engang havde lyst til at se de mennesker, som normalt kunne gøre hende glad. Hun græd hele tiden og jeg følte sådan med hende!
Jeg kender alle de følelser og tanker, men jeg reagerer ikke mere.
Jeg kan måske godt føle mig ulykkelig og ensom, men slet ikke sådan som før. I virkeligheden er jeg bare nedtrygt og "ligeglad" Jeg virker ligeglad overfor de ting, som førhen fik mig til at græde.
Jeg kan dårligt nok tvinge tårer frem, når jeg virkelig prøver, når jeg virkelig føler behov for at græde noget ud - der kommer intet.
Hvis jeg skader mig selv er jeg ligeglad. Jeg tænker bare "Nå.." mens jeg finder kniven frem "så skal vi til det igen.."
Jeg bliver ignoreret i skolen. Det sårede mig så dybt, men nu virker også dét ligegyldigt. Jeg venter bare utålmodigt på, at dagen er forbi, så jeg kan komme hjem igen.
Det er som om at min lyst til forandring er væk. Måske har jeg bare accepteret nu, at ivet stinker og sådan er det bare.
Jeg kan hverken grine eller græde.. jeg går bare rundt med stoneface. Blank og nærmest følelsesløs vandrer jeg rundt og ønsker, at en eller anden kunne komme og vække mig til live igen...
- 28-01-2010 23:41 | 154 visninger | 2 kommentarer
Ingenting har farve mere. Glæden foragter mig og har forladt mig ligesom jeg selv har forladt så meget, som var så dyrebart for mig. Livets gilde. Frosen og spejlblank, men pigen, som spejler sig i isen, er ikke længere mig.
Nu går jeg rundt i fængslet som en livløs majonetdukke med maske på blandt tusindvis af andre ligesom mig. Men ingen af os ser hinanden, og vi græder alle stille over vores ensomhed. Alle dem jeg kender bliver til alle dem jeg kendte. Når vi alle så har grædt den sidste tåre ud så går vi rundt med matte, fjerne øjne. Derfra hvor sjælen glitrede er der nu kun tomheden. Alle tænker ved sig selv "Hvordan kan jeg slippe ud?" Men den frie vilje er erstattet af tvang og der er intet at gøre. Følelsen af latter er glemt. Lyden af latter ligger langt tilbage, som et minde fra et tidligere liv. Kun maskerne vi bære kan endnu smile. Det strammer om min hals. Hårdere og hårdere. Jeg ser prikker for øjnene. Nu lukkes mine øjne. Jeg synker ned i bevidstløshedens dyb. Kvalt af sorgen
Nu kommer en engel og bærer mig op imod lyset. . .
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 20 år
Oprettet: 4. okt. 2009
Login: 24-06-2010 23:31
Uploads: 23
Blog indlæg: 17
|
|
Jeg bliver sindssygt glad for kommentarer  Tak!
|
|
|
|
|