Jeg oprettede en bruger herinde for at have et andet sted end Arto til mine tekster, da der alligevel ingen er derinde, der læser dem. Så idag vil indlægget indeholde flere digte end et.
Dybt inde i de mørke, norske skove
sidder en lille elverpige.
Hendes hår er hvidt og langt
og fejer jorden uskyldig hvor hun går.
Denne lille elverpige
har siddet her i tusinde år.
Bunden af hendes egen forbandelse.
Hendes narcissistiske træk,
der har væmmet alle der har krydset hendes vej.
Ubevidst
sidder hun på den samme sten
dag efter dag
og savner en stor del af sig selv.
Hun vandrer rundt og rundt i den store, mørke skov
og leder efter alt, hun ikke kan finde.
Hverken åer, søer eller den mindste bæk
krydser hendes små, skyldige fødder.
Ingen mulighed har hun for at se
sin egen skønhed.
Engang for længe siden
tabte hun sit hjerte til en nymfe.
Stadigt er det uvist om det blot var hende selv.
En dag kunne hun ikke dy sig.
Nymfen var så smuk!
Den lille elverpige strakte sig ud over det sorte vand
- ville kysse sig selv.
Som hun satte sig ned i mosset,
rørte hendes uskyld vandets overflade
og blev trukket ned.
Mørke.
Mørke over alt omkring den marmorhvide krop
som kun gjorde et svagt lys.
En tanke gennem det ellers tomme hoved;
nu dør jeg.
Lille pige
- kære narcissist.
En stemme lød
kold, ond og grisk.
Hvem er det der her spøger?
Intet svar – kun mørket lod høre hendes ord.
Et øje – to øjne åbne.
En hvid skikkelse ligger på skovbunden alene.
Uvidenhed og spørgsmål fylder i en fart det lyse hoved.
De spørgsmål, der den dag blev stillet, går i dag stadig igen.
Elverpigen med det uskyldigt fejende hår har skabt sin egen forbandelse.
Jeg kan desværre ikke huske hvornår jeg skrev dette.
Du henter modet fra mit dybeste indre,
du trækker det stadig ud.
Du gør det svært for mig overhovedet at se,
hvordan det står til med mig selv, nu.
I så lang tid har jeg prøvet på at blive hel,
på at blive oprigtig.
Men hver gang jeg har været tæt på,
er det blevet for sent,
jeg har aldrig været nok forsigtig.
Det hele falder på gulvet for mig,
det går ikke.
Det er egentlig mest på grund af dig,
for under din magt,
kan jeg ikke andet end at nikke.
Alt går i stykker i min hånd,
for jeg ryster så voldsomt.
Jeg kan intet gøre mod vort købte bånd,
selvom jeg er voldsramt.
Du gav mig skylden for det smadrede glas,
det lå dér,
midt i mængden.
Du ville bare ikke indse at
du ikke kunne holde på mig i længden.
Hvad sker der så med mig nu?
Jeg tør ikke andet end at håbe.
Jeg er så frygteligt bange for at du
pludselig kunne finde på at råbe.
Jeg er bange for den store hånd,
du slår så hårdt ned i bordet.
Jeg er bange for dig, store mand.
Jeg er bange for at en dag, jeg er bordet.
Dette er skrevet den 18-04-2006.
Du kommer,
viser dig,
bliver,
gør,
er.
Kom her,
vis dig,
og se så
hvad der næst sker.
Er du virkelig
hvad din tro går ud på?
Og er du virkelig så stolt af
hvad du høster for igen at så?
Så kom her,
vis mig da
hvad der i virkeligheden
næst sker.
Dette er skrevet den 11-11-2006.
Du, min smertes groende ånd,
ensom skal du følge
livets lange sorte bånd,
som båden på sin bølge.
Du, min sjæls splittede kraft,
kold skal du forblive.
Det allerkæreste, jeg har haft,
er stadig utilgivet.
Du, min kære blanke tåre,
trøster du dig selv?
Skal jeg gå med åbne årer,
og slå mig selv ihjel?
Du, min krops sølle glød,
er du hvad jeg tror?
Hvis du er, så kom og mød
handlingen bag tomme ord.
Dette er skrevet den 06-12-2006.
Skønhed
flyver over hver bakketop.
Ser
verdens elendighed
med lukkede øjne.
Skønhed
mærker verdens kulde omkring sig.
Føler barnets gråd
i sit hjerte.
Skønhed
retter op på fortidens sorg.
Gør det udholdeligt
at være til.
Ondskab
følger det gode.
Slukker lysene i vore liv,
destruerer hvert lille korn
af lykke.
Ondskab
bringer verdens undergang,
rammer hvert menneskehjerte
med dræbende kraft.
Livet
er fuld af skønhed og illusioner,
forestillinger om hvor godt, her kunne være.
Men de holder bare ikke.
Dette er skrevet den 25-12-2006.
Smerte.
Jeg skriger dig ud
for mine lungers fulde kraft,
lægger dog bare ikke mærke til
at det er blod, jeg kaster op.
Smerte.
Borer sig dybt ind i mit bryst,
får mig til at hoste.
Smerte.
Før var du min ven.
Jeg kender dig ikke længere
ved navn.
Du er blevet ondskabsfuld.
Nu smadrer du menneskeliv.
Før var din uniform hvid,
og du kaldte dig selv
"kærlighed".
Dette er skrevet den 07-01-2007.
Optræk til storm,
jeg gemmer mig
bag de sorte fugles varslende skrig
ser jeg en verden af falmende lykke.
Du går ved min side,
du fornemmer det også,
men ser det ikke nært så tydeligt som jeg;
verden er døende.
”Fart på, vi har kun til dommedag”,
en mandestemme, vred.
Jeg vender mig om med barriererne oppe,
men i mit hjerte er der et ønske om fred.
Et syn fyldt med rædsel
møder mit åbne barnesind.
I et forsøg på at kaste frygten op
kryber frygten bare længere ind.
En, to, tre,
dommedag!
Vi ved ikke hvornår verdens ende ses.
Livet skal vel bare nydes
som det kan nydes mest.
Dette er skrevet den 15-06-2007.
Gør et forsøg
på at afvæbne dig med et smil.
Du fanger det ikke,
limer blot mine læber sammen
med dit iskolde blik,
og ignorer mit forsøg på at trænge ind til dig.
Jeg husker dig anderledes,
men det er liv siden.
Engang var du min visdomskilde,
den, jeg kom til for at søge viden.
Men løgnene startede, dit blik blev sløret,
og troværdigheden forsvandt fra dine ord.
Jeg døde indeni. Det gjorde jeg.
For vi var et.
Og jeg mangler nu en del.
Du var alt, jeg ikke var.
Du var min modsætning.
Mig.
Dette er skrevet den 27-06-2007.