- 31-03-2012 14:37 | 460 visninger | 2 kommentarer

Kender i ikke det, at man er deprimeret, men man ved ikke hvorfor? Man bliver ved og ved med at spørge selv, "Hvorfor er jeg ikke glad, der er jo ikke sket noget?" Men man får ikke noget ud af det, svaret dukker ikke op i ens hoved. Det hele ender som et stort spørgsmål med et stort spørgsmålstegn bagved. 

Jeg er træt af disse ensomme, grå og triste dage. Jeg er træt af, at stå op om morgenen til en tårer, og et skævt smil - til tomhed og smerte, men uden at vide, hvor det kommer fra. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad, lige som alle andre teenagere? Eller de fleste teenagere. Jeg ved, at alle oplever dette, på et tidspunkt i livet.. Endda op til flere gange, mange gange. Men jeg orker ikke igen.... Ikke allerede igen. Tankerne om de forskellige "skadelige" ting melder sig. Men jeg ved, at det er får dumt... Tomheden slår mig ihjel inden i, men det kan vel ikke ses uden på. Det lettere at bare sætte et falsk smil på, og opbygge en facade, end at forklare hvad der foregår.
Jeg sætter noget trist musik på, og prøver at drukne mine tanker & min smerte, men hvad hjælper det? Ikke en skid. Det hiver kun det hele op.. Alle har så travlt, men det jo også klart.. Det er påskeferie.

Det var nu jeg plejede at bruge dig... Du var der altid, havde aldrig travlt. Du var min "ven". Folk mente bare ikke du var en "sund ven" får mig..
Men du var ikke en person, du var ikke levende. Du var en sygdom... Du havde ikke et normalt navn, dit navn var Anoreksi. Du er nu taget væk fra mig.