- 15-02-2012 17:58 | 278 visninger | 0 kommentarer
Det er når der bliver stille, at man opdager, hvor meget larm, der plejer at være. Alle sover, internettet har været slukket i en time, og jeg kan hverken se fjernsyn eller film. Der er bare mine egne tanker, Napoleon-kabale og Anna Karenina. Og selvom det er irriterende, at der hele tiden er strømafbrydelser, og at internettet derfor kun er tilgængeligt et par timer i døgnet, så fjerner det også den facebook-sump, som jeg tit henfaldt i hjemme i Danmark. Der er ingen hvid støj, ingen urolige tanker, ingen følelse af stress.
I dag har jeg gået gennem støvede gader i en blanding af sol fra en næsten skyfri himmel og iskold bjergvind. Har spist pizza på en tagterasse i Thamel, købt højttalere til min computer, en festkjole til på fredag og læst første kapitel af Den Lille Prins. Mine negle er pink, og mit hår er sat op i en høj hestehale. Føler mig dansk igen, føler mig som Sabine igen. Har lyttet til alt fra Bob Dylan til Portishead og sidder nu under to tæpper iført filtsutsko, leggins, uldundertrøje, fleece og pandelygte. Det har været en af de sjældne dage, hvor alt føles helt perfekt. Hvor luften har en særlig duft af friskhed, og hvor man kan mærke en særlig energi strømme igennem kroppen. Helt uden planer har jeg bare ladet mig flyde med, og verden har vist sig fra sin bedste side.
Min krop er begyndt at føles anderledes, let og åben, som om jeg har givet slip på noget. Jeg ved ikke helt, hvad det er, der er blevet skyllet ud af min krop; urolige ophidselser over ligegyldigheder, stress og nervøsitet? Erstattet af en evne til at lade verden løbe gennem mig og kun optage de allermest nødvendige ting. Ved at komme på afstand af mit eget liv, har jeg fået løsnet op i, hvad jeg bedst kan beskrive som tanke- og følelsesmæssige kramper. Jeg har haft tid og ro til at lægge tankerne fra mig og mærke mig selv, og det gør, at jeg ikke længere har sådan en eksistentiel forvirring. Jeg føler mig fattet og klar i hovedet og kroppen, som om jeg har ryddet op i mig selv - ikke ved at putte ting ned i rodekasser, men ved at kigge alt igennem og kun gemme det, der stadig er relevant.
At være i Nepal kan nærmest beskrives som en sjælelig detox-kur. Alle små negativiteter og irritationer er blevet fjernet, og jeg står tilbage med et styrket mentalt immunforsvar. Og med en samtidig øget bevidsthed om mine muligheder for fremtiden, min ubegrænsede frihed, er jeg nu mere end klar til at stå ansigt til ansigt med verden - og den kommer ikke til at vælte mig så let!
- 13-01-2012 05:21 | 318 visninger | 0 kommentarer
"Kuire, kuire". Først efter at have lært, hvad det betyder, er jeg begyndt at lægge mærke til, hvor ofte det blive hvisket, sagt og endda råbt, når jeg kommer gående ned ad de små gader i Kopan. Turist, turist. Og jeg har nu lyst til at vende mig om og svare på nepali: "Ma kuire hoina!" For jeg føler mig ikke længere som turist, og jeg ville ønske, at jeg kunne gå mere i et med nepaleserne.
Vejen fra kuire til nepali starter med de små kulturforskelle: En bordbøn før aftensmaden, at man ikke kan klappe små børn på hovedet, at man aldrig må røre en ældre nepaleser med fødderne eller fløjte indendørs. Til gengæld er det normalt at bøvse højlydt, smaske, spytte - og så ser man i øvrigt både drenge og voksne mænd sidde tæt og holde i hånd. Når disse første små kulturforskelle er indkoorporeret i ens væremåde, viser nye forskelle sig. Når man spiser hos en nepalesisk familie er det deres pligt at skænke op, indtil man selv siger stop. Man bør som gæst altid tage mere end én portion for at vise, at man kan lide maden, og så er det ens pligt at spise op. Det er kulturforskelle, der er forholdsvist nemme at opdage, når man bare befinder sig i Nepal i et stykke tid. Derimod viser helt andre og langt vigtigere kulturforskelle sig, når man lærer nepaleserne at kende, og at undervise omkring 300 nepalesiske børn i alderen 7-17 år er at stå ansigt til ansigt med både kulturelle og sproglige barrierer.
Den første uge som lærer på Sagarmatha School var min idealisme ukuelig - jeg ville læse Animal Farm og The Old Man And The Sea med de ældste, Alice's Adventures in Wonderland med de 12-årige og H.C. Andersen med de mindste. Derudover ville jeg lave både samtale- og diskussionstimer, hvor alle kunne få ordet. Jeg blev hurtigt klogere. At træde ind i en nepalesisk klasse er ikke som at træde ind i en dansk klasse. Her rejser alle børn og unge sig og siger i kor: "Goodmorning mam". De venter på, at jeg svarer: "Goodmorning class, how are you?" hvortil de igen i kor svarer: "We are fine, mam, and you?" Til det må jeg svare: "I'm also fine, you can sit down". Og så slutter velkomsten med et: "Thank you, mam". Men korsnakkeriet stopper ikke her - børnene er nemlig vant til, at deres lærer stiller så åbenlyse spørgsmål, at alle kan sige svaret på samme tid. Eftersom jeg og Anne-Claire, min franske kollega og veninde, gerne ville lidt dybere ind i teksterne, bad vi i starten børnene om at række hånden op, hvis de ville sige noget. Men det affødte bare 30 tomme blikke, halvåbne munde og et enkelt: "Excuse me, mam? Could you write something on the black board, so we can copy it?". Eftersom vi nægter at undervise i udenadslære, og i øvrigt nægter at anvende fysiske afstraffelsesmetoder, tvinger arbejdet os til hver eneste dag at tænke i kreative løsninger. Vi har indkøbt et arsenal af undervisningsmaterialer i form af et par hundrede film, Tintin- og Asterix-hæfter, diverse klassiske rocksange og højttalere til den bærbare computer. Og for at kunne gennemføre den slags undervisning, som vi kan stå inde for, har vi flyttet de fleste af vores timer væk fra de minimalistiske fængelsceller, som de kalder klasseværelser, og har i stedet taget det ubrugte bibliotek i brug. Nu er vores mindste problemer, at vi indimellem får selvskab af bibliotekets ildelugtende rottefamilie, samt at der dagligt er op til 14 timers strømafbrydelser, hvilket gør filmvisning og musiklytning lidt kompliceret. Men børnene er tålmodige og vant til virkelig ringe undervisning, og for dem er vores undervisning, uanset hvor kiksede vi selv føler os nogle gange, et frikvarter fra den daglige hjernevask.
Efter en lang dag på Sagarmatha School følger en om muligt endnu længere bustur hjem: Dødskørsel gennem Kathmandus bumpede gader akkompagneret af den tætpakkede børnefloks sang, pludren og småslagsmål - med en sovende Mary på skødet. Vi når lige hjem at drikke en kop te, før vi igen bevæger os ud af det lille hjem i Kopan. Gåturen til Chhahari-børnehjemmet tager mellem 10 og 15 minutter. Eller det vil sige: Den første uge kendte vi stadig ikke genvejene og blev derfor nødt til at gå en stor omvej, som på usikre ben gennem myldretid tog os lidt over 20 minutter. Undervejs mødt af dyttende biler, stirrende børn med deres "hello, how are you?" og endda tilråb som "kuire, I love you". Efter at have undervist i tre uger går vi nu i raskt tempo, drejer ned ad en lille, støvet sidegade, før vi pludselig befinder os langt væk fra alle andre turister. Vi diskuterer undervisning og et par af børnene, mens vi nærmer os Chhahari, der ligger to minutter længere væk end skolen. Vi krydser en halvtraffikeret gade og drejer ned ad en endnu mindre sidegade, der er stort set utraffikeret. Og her begynder de: Tilråb fra altaner, vinduer og langs vejen. Men ikke de sædvanlige "kuire, kuire", nu kan jeg høre udefinerbare børnestemmer råbe mit navn: "Sabine-mam, how are you?", "Sabine", "Sabine miss". Og jeg kigger rundt og får øje på små mennesker med støvet tøj og store øjne, som jeg for en måned siden ville have kaldt gadebørn, men som jeg nu kender som mine søde og dygtige elever. Og det er lige nøjagtig dén forandring, der gør, at jeg langsomt men sikkert føler mig mere og mere som nepali og mindre og mindre som kuire.
- 30-10-2011 16:14 | 383 visninger | 0 kommentarer
Koresi, Solu Khumbu, dag 8:
Jeg ligger med et varmt tæppe og en kop meget sød te i sofaen hos Dikus ama (mor) og nana (storesøster). I loftet hænger majskolber til tørre, og fra ildstedet står det op med tung røg, der herefter cirkulerer i den lille stue og soder væggene til. Lige nu ligger en miniaturekat på de varme sten ved ildstedet, mens en håndfuld kaftofler bager mellem gløderne. For en måned siden var selv samme kat ved at dø af sult, men ama tog den til sig, og den tiltales nu bahini (lillesøster) og forkæles med smør og æg. Ind ad døren træder en lille dreng med et alvorligt ansigtsudtryk og fem-seks store stykker brænde i hænderne. Parbin er 12 år gammel og løbet hjemmefra, og nu bor han hos ama og nana, der kalder ham bai (lillebror) og forkæler ham med smør og æg. Og så ligger jeg altså med kolde fødder under et varmt tæppe og drikker te, mens ama rækker mig en rygende kartoffel og tiltaler mig "kanti" - yngste datter i familien.
Det er underligt, hvordan man med det samme kan mærke, om man føler sig hjemme et sted eller ej. I min familie i Kathmandu har jeg stadig lidt en følelse af, at jeg er på besøg hos en onkel og tante, hvor jeg i Dikus barndomshjem efter blot et par timer føler, at jeg kan smække benene op og slappe rigtigt af. Min ama er altså ikke i byen, men her langt ude i Solu Khumbus bjerge i en duft af brænde og hjemmelavet æblevin, raksi. I dag har budt på tøj- og hårvask, regnvejr og turens bedste nudelsuppe. Vi har således ladet op til morgendagens hårde trek, der bliver en otte timers vandring ad ujævne stier, gennem bragende vandfald. De sidste par dage har vist, at et treks sværhedsgrad ikke så meget afhænger af kilometer, hverken i højde eller længde, men snarere af vejens ujævnhed. Hvor der kommer mange turister, er vejene tilpasset og lette at gå på. Men her i det ydre Solu Khumbu, væk fra ruten mod Everest, er det en overdrivelse af dimensioner overhovedet at kalde det veje, når det for det meste drejer sig om stejle skrænter af ujævnt mudder. At komme væk fra turisterne er dog stadig en fantastisk ting, fordi vi nu er overladt til vores egne tanker og en gang i mellem den luksus at have musik i ørene.
Shibalaya, Solu Khumbu, sidste dag:
En knirkende dør, cikader synger, lyden af brænde, der hugges. I dag har været et meget let trek, men alligevel kan jeg mærke arbejdet summe i muskler og led. Nærmest som om, bevistheden om trekkets afslutning gør mig opmærksom på min egen træthed. Diku er nede at tage et bad, mens jeg ligger i sengen med Solu Khumbu-æbler og Pringles. Om lidt er det min tur til et tiltrængt varmt bad. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg ved, at det er omtrænt en måned siden, jeg forlod Danmark. Og min mave fortæller mig, at der er cirka to timer til aftensmad. Daal Bhat - og jeg glæder mig. Som ved vores ankomst er vi igen i Shibalaya, og vi har endda fået samme rum; men hvad der dér lignede et usselt hul, ser nu snarere ud som en luksussuite. Om det skyldes en udskiftning af de mølædte gardiner eller min måde at se på, kan jeg ikke sige med sikkerhed.
Inden jeg forlod Danmark, var der en masse mennesker, der fortalte om, hvordan de træffede store beslutninger og blev afklaret omkring vigtige ting, mens de trekkede i Nepal. Jeg ved nu ikke, hvad jeg har lært af det. Jeg har lært, at en mand fra Slovenien kan blive rigtig ubehagelig, hvis man kommer til at kalde hans land 'østeuropæisk'. At en kasket er uundværlig, når man trekker, da den både skærmer for solen og skjuler det abnormt fedtede hår. At Himalaya akkompagneres forbløffende godt af Queen, og at niveas klassiske creme er bedre end apotekets dyre babycreme, når de yderste hudlag skræller af ens hænder. At børn her langt ude på landet ikke er vant til turister og derfor ser på én med en blanding af rædsel og nysgerrighed, men at det nepalesisk kligende navn 'Sabine' erstatter frygten med familiaritet: "Der går to piger i min klasse med navnet Savina". Jeg har mødt en japansk sugar daddy og hans new zealandske veninde, der ville gå fra Jiri til Everest med et trangia-sæt og et telt, der ikke engang ville gå på Roskilde festival. Og så har jeg mødt en meget irriterende ung sherpa-mand, der konstant afbrød både sig selv og alle andre ved at råbe ordet: "Actually...". Jeg har pillet et kogt æg med udsigt over Himalaya på en græsslette forladt af mennesker og dyr - selv cikaderne lod til at holde vejret et øjeblik. Jeg har gået i sne med sandaler, båret en blomsterkrans om min rygsæk i anledning af tihar og spist timbur mod mavesmerter. Min irrationelle højdeskræk er på det nærmeste erstattet af en mere rationel frygt for at dø; som når man skal krydse et vandfald ved at hoppe fra sten til sten - vel at mærke 20 cm brede og meget glatte - med bevidsteheden om, at hvis man glider, er der godt tusind meters frit fald i vente. Jeg har fortalt 12 eventyr frit fra hukommelsen til en 30-årig lille pige, der afbrød med uventede spørgsmål og både grinede og græd sig igennem alt fra Hans og Grete til Den Lille Havfrue og Skyggen. Hvilket i øvrigt gav mig mod på at fortælle eventyr til børnene på Sagarmatha School, når jeg skal undervise i engelsk.
Jeg har fundet ud af, at det hårdeste ved at trekke for mig ikke er det fysiske, men snarere det psykiske. At vandre otte timer om dagen - det meste af tiden uden hverken at tale eller høre musik - tvinger én til enten at tænke en masse eller helt holde op med at tænke. Begge dele er udfordrende, når man er vant til at kunne tænde for fjernsynet, se en film eller i det mindste læse en bog for at holde kedsomheden på afstand. Her er man overladt til sig selv, og efter et stykke tid begynder selv de største tanker at virke trivielle, fordi man har gennemgået dem om og om igen - og det er dér, man i stedet begynder at lytte til naturens lyde, ens egne skridt; mærke luften, gruset under fødderne. Man kan ikke befinde sig oppe i hovedet en hel dag - på et tidspunkt bliver man nødt til at fokusere på det kropslige, på sanserne.
Alt i alt har jeg altså hverken fundet mig selv eller meningen med livet i skyggen af Nepals kæmper. Men jeg er begyndt at gribe mig selv i at tænke på engelsk, og jeg kan spise næsten lige så meget daal bhat som nepaleserne. Jeg kan desuden snakke lidt nepali med børnene, og rose maden på både nepali og tamang. Jeg har fundet ud af, at vejen til en nepalesernes hjerte går direkte gennem deres sange: Når jeg synger vandresangen 'Resam phiriri' får de gamle koner tårer i øjnene, mens børnene henter deres venner, så de sammen kan stirre på den underlige kuire med det nepalesiske navn. Og jeg er stadig Sabine - nu bare lidt mere Savina. Same same... but different.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 2 år
Oprettet: 17. sep. 2011
Login: 15-02-2012 17:42
Uploads: 0
Blog indlæg: 5
|
|
|
|
|
|
|
|