På det seneste har det gået mig på, på en helt ny måde. Mit forhold til dig har været dårligt, i næsten halvdelen af mit liv. Det blevet en fast del af mit liv, at vi íkke har det godt med hinanden. Så fast og hverdags-agtigt,  at jeg glemmer, at det ikke bør være sådan... Lige indtil jeg husker det. Til jeg mærker følelsen af, at den er helt gal og stiller spørgsmålstegn til, hvorfor det bør være sådan?

Hvis du døde i morgen? Ville jeg så have fortrudt det? Ja selvfølgelig. Det vil man jo.
Men vil jeg derfor ændre på noget? - Nej. Jeg kan ikke tvinge dig til at ændre dig. Jeg kan selv ændre mig, jeg kan ændre på min opførsel, men jeg kan ikke ændre på dig. Du er 50% af problemet, hvis du ikke kan ændre dig, så kan problemet ikke løses.. Så fortsætter vi på samme måde, hvilket er det der sker.

Frustrationen kan fylde mig helt op, til jeg næsten eksplodere i et nytteløst anfald over, at jeg absolut intet kan gøre. Følelsen af afmagt kan være så ufattelig hård. Egentlig vil jeg ikke længere have det løst med dig. Jeg vil have idéen "Far", bare ikke dig. Du har skubbet mig så langt ud i et had til dig, at jeg egentlig ikke kan fordrage dig.

... Folk kan ikke forstå, når jeg ikke er trist nok over mit manglende forhold til dig. Det har jeg også været. Jeg er stadig ked af det, fordi jeg ikke har et far-datter-forhold. Men fandme nej, om jeg er ked af, at jeg ikke har et forhold til DIG.

Du er min biologiske far, men følelsesmæssigt mest en irritation.

Hvorfor skal jeg i det hele taget spilde så meget tankekraft, på de her spørgsmål.. De er umulige at undgå, og du er skyld i dem.
-

Kære "Far". Hvis du døde i morgen, ville jeg være ked af det. Ked af det, over at miste manden, som var en far i de tidlige år af mit liv. Men jeg ville ikke sørge over den skygge af ham, som har været i mit liv de seneste år. Der har intet været af "far", og jeg har derfor sørget i mange år allerede.

Du døde for 7½ år siden, og siden har en underlig erstatning hærget mit liv. Hvad faen gik der galt.

-


- Hende Der Pus. Træt.