- 25-11-2012 01:02 | 505 visninger | 1 kommentar
Jeg er ikke et asocialt menneske. Jeg trives godt blandt andre mennesker. Jeg er generelt god til at falde i snak med andre, til at tage kontakt og til at holde kontakt. Jeg har heller intet imod, at være en del af en større gruppe, når det er uddannelse- eller arbejdesmæssigt, men jeg finder det oftest ikke særlig tiltrækkende, at være en del af en større gruppe, når der skal ”hygges” og med det mener jeg, fest og (oftest) alkohol. Jeg føler mig for det meste mere ensom, end hvis jeg var alene.
Jeg har generelt ikke noget imod, at sidde alene og bare læse, høre musik eller skrive, men måske er der nogle mennesker, der ser det som om, man enten ikke har lyst til at være en del af fællesskabet, ikke har det godt, at man er anderledes eller noget helt andet. Sådan er det ikke. En sjælden gang kan det måske være fordi, jeg ikke har det godt, men generelt er det bare fordi, det er det, jeg har det bedst med. Jeg holder af, at være alene. Jeg nyder stilheden, selv hvis jeg har sat musik på. Jeg lader op, når det bare er mig og mit eget selskab. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lade op blandt en anden person. Det kan jeg skam, men jeg har ikke altid direkte behov for, at lave noget sammen med en anden person. At jeg er i samme rum som en anden person, er nogle gange også nok for mig.
Med det sagt, er jeg kommet frem til et spørgsmål. Kan man være en del af fællesskabet, når man samtidig har brug for alenetid? Jeg vil nødig ende med at føle mig uden for – eller endnu værre, være uden for fællesskabet, men samtidig vil jeg jo også gerne være tro mod mig selv. Jeg vil gerne gøre ting af lyst og ikke i frygt for at gå glip af noget, blive mindre værd i gruppen.
- 23-10-2012 17:13 | 577 visninger | 0 kommentarer
I går, i radioen, hørte jeg en reklame for en teaterforestilling, der hedder "PÅ TVÆRS", der handler om dét at være ung og føle sig og anderledes og ja - på tværs. Skuespillerne i stykket er unge, der deler deres personlige erfaringer om at være ung. Forestillingen er lavet for at fejre, at det nu er 40 år siden, at Trine Bryld for første gang lukkede op for programmet "Tværs" på P3, hvor hun rådgivede unge. Jeg har selv hørt programmet - både i mine tidlige og sene ungdomsår, og det har været trygt og støttende at lytte til. Det gør ondt i mig, når jeg hører om unge, der føler sig anderledes og derfor har det svært. Generelt rør det mig bare, når ungdommen har det svært. Det er en meget sårbar og påvirkelig tid, så det er vigtigt, at vi er der for de unge.
Forestillingen er gratis og foregår på Betty Nansen Teateret, Frederiksberg og jeg synes, I skal tage ind og se det, hvis I har mulighed for det. Evt. forhør jer med jeres lærer, om hele klassen kan få lov til at se stykket. Eller... hold en pjækkedag i den gode sags tjeneste, tag et par venner/veninder under armen og bliv lidt klogere på jer selv ved at høre på de medvirkende unges historier 
www.contact.dk/generelt/projekter/p aa-tvaers.aspx
- 15-10-2012 22:40 | 597 visninger | 0 kommentarer
Der findes veje, jeg gerne vil køre på og så findes der veje, jeg (helst) ikke vil køre på. Det er de ødelagte veje. Det er veje med minder. Minder, der gør ondt. Minder, der rammer mig lige i hjertekulen. På den ulykkelige måde. Minder, jeg ærlig talt ikke vil mindes. Ikke fordi, de som sådan er dårlige, men fordi, de gør mig sårbar.
Nogle af de ødelagte veje undgår jeg helt at køre på, da det ellers kommer for tæt på. Minderne. Og måske personerne. De andre ødelagte veje er jeg indimellem nødt til at køre på, men det er oftest med angst for at komme til at mindes (for meget), og med angst for at støde på de personer, der er en del af minderne.
Her til aften måtte jeg køre på en af disse veje, for at komme hjem..
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 26 år
Oprettet: 27. maj. 2008
Login: 10-02-2013 00:15
Uploads: 227
Blog indlæg: 314
|
|
I set my heart too much on frivolous things and then crash down into despair when I don't get them. I know.
But I just can't help flying up on the wings of anticipation. It's as glorious as soaring through a sunset. It almost pays for the thud.
Jeg skriver udelukkende på min blog fordi, det er rart at få mine tanker ned på skrift.
Efterhånden synes jeg også, det er hyggeligt at være herinde og følge lidt med i andres - eller 'bekendtes' - blogge.
I er velkomne til at kommentere på mine blogindlæg, så længe, I gør det med respekt!
... Det er lige gået op for mig, at jeg i lang tid har haft stående, at I er velkomne til at kommentere på mine BLODindlæg, haha. Så tragisk er mit liv jo alligevel heller ikke <3
|
|
|
|
|