Jeg ser med undren på de udspil der kommer i forbindelse med offentliggørelsen af PISA undersøgelsen. Jeg sidder til dagligt som mellemleder i en større Dansk industrivirksomhed. Vi sælger vores ydelser såvel på det danske marked som i udlandet. Ja, faktisk så langt væk som i Vietman.

Som jeg ser på de kandidater der er til rådighed i forhold til de jobfunktioner, der efterspørges, så bliver jeg ikke skræmt af resultaterne af denne undersøgelse.

Måske er det fordi at kravene til mine medarbejdere ikke kommer i en form, som kan sættes op i en test. De vigtigste egenskaber jeg søger er omstillingsparathed, evnen til at holde ved når en opgave synes umuligt, samt evnen til at sætte spørgsmål ved fakta på en konstruktiv måde. Hvem har ikke prøvet at sende en opgave ud til programmering i et land som masseudklækker ingeniører blot for at konstatere at man skal sende en ud for at holde dem i hanke fordi at ingen tør stille spørgsmål om der skulle have sneget sig en fejl ind i forudsætningerne for den givne opgave?

Jeg kunne nemt give svaret på, hvordan at vi kunne komme til tops i PISA undersøgelsen. Man skal blot starte med at undervise målrettet imod disse test i stedet for at undervise i forhold til at skabe selvstændige individer med en evne til at forholde sig til en virkelighed, der er i stadig forandring. Hvem ville have for blot få år siden troet at USA i denne uge reelt har givet deres børn et brugt og overtrukket kreditkort, hvor at kreditselskabet hedder Kina?

Jeg vil starte med at sige at jeg som far med to børn i den Danske Folkeskole må sige at jeg er både tilfreds og imponeret over det engagement jeg møder fra personalets side på min børns skole. Jeg bærer den dybeste tiltro til at det vil udmønte sig i det optimale resultat baseret på en indsats som mine børn først og fremmest skal præstere med støtte fra personalet og os forældre.

Men kan det gøres bedre, når nu der ligger næsten 20 lande over Danmark i denne test? Ja, selvfølgelig kan det lade sig gøre.

- Hvis vi ser bort fra en massiv medicinering af urolige børn som det praktiseres i nogle lande.

- Hvis vi ser bort fra en praktisering af bortfjernelse af urolige elementer til specielle nærmest paramilitære skoler, som det ses i andre lande

Hvad kan vi så gøre?

Vi har vedtaget at folkeskolen er folkets skole. Denne principvedtagelse er både Folkeskolens force, men det rummer også en udfordring. For skolen er nærmest et socialkontor med egen lokalpsykiatri og må løse mange sociale opgaver.

Det er udfordringer som kan lade sig gøre at løse, men det kræver færre elever pr. voksen i klasserne og hvor får vi dem fra?

Hvis vi vender blikket imod Finland, så er der i mange klasser en ekstra assistentlærer. Det er en ikke færdiguddannet lærer som bruges målrettet imod de 15-20 % af eleverne der betegnes som urolige elementer. Elever, som faktisk kun er urolige fordi at de har brug for opmærksomhed for at løse deres opgaver, men som ikke kan få denne opmærksomhed fordi at læreren er alene om op til 28 elever.

Jeg vil mene at vi skal se på læreruddannelsen. Kan vi ikke ændre den, så den kommer til at foregå i mindre grad på seminarerne end i dag? Jeg vil mene at når grundforløbet er overstået så kunne assistenterne være til rådighed om formiddagen i klasserne og så trække sig tilbage til deres eget studie i lokaler på skolen efter skoletid.

Børn er forskellige. De har forskellige behov. Nogle bliver understimuleret, andre overstimuleret. Nogle har sociale udfordringer. Vi ved at på trods af det påståede lave niveau, så vil cirka 20 procent af de unge ikke udnytte afgangseksamen så meget at de kan tage en ungdomsuddannelse.

Her mener jeg at vi skal se på muligheden for at lave accelererede forløb, tuning og efterskoler for yngre børn.

I Sverige har man en privatdrevet kæde af Folkeskoler (Kunskapsskolan), hvor at eleverne arbejder efter et Amerikansk High School mønster hvor at alle elever har deres eget individuelle forløb med individuelle målsætninger. Der er med andre ord ikke traditionelle klassemønstre som vi kender det i vores skoler, men en evig trafik på gangene hvor at hver elev går til og fra de klasser de netop skal have denne dag. Jeg mener at alle kommuner skal have mindst en skole, som tilbyder denne undervisningsform så understimulerede elever med overskud kan tage et accelereret undervisningsforløb, der måske giver dem mulighed for at tage 9 klasse trin et år hurtigere.

Det er dog langt fra alle elever der kan tåle denne skoleform, der må være udfordrende på det sociale plan. Ingen ønsker et Amerikansk High School miljø der kendetegnes af kliker baseret på elevernes force.

Når jeg tænker på tuning, så tænker jeg på udsendelsesrækken ”Plan B”. Vi bør kunne tilbyde børn, der har kæmpet hård et sommerferie tilbud, hvor at de kan bo nogle uger nær skov og strand, så de kan rejse væk og blive dygtige i et udvalgt fag, de så kan bruge som døråbner til at løfte sig generelt i de andre fag. Det skal alene være et tilbud for de børn, som får en decideret dumpe karakter.

Men der kan være børn som ikke får nogen sparring i hjemmet og som har forældre der af forskellige årsager ikke kan bruge samme ressourcer på forældre intra og med læse kontrakter som vi andre forældre gør.

Her er svaret lokale efterskoler. I USA har man en kæde, der hedder SEED og som tilbyder de unge et kostskoleforløb ”rundt om hjørnet”. Det er et simpelt, men struktureret liv der tilbydes på disse skoler. Det vigtige grundprincip er ikke at love de unge noget som ikke kan holdes. Der er ikke plads til megen af den kreativitet eller specialisering som tilbydes på normale efterskoler. Der er tale om at trække børn ud af kaos og give dem stabilitet 5 dage om ugen.

For en måned siden gik den politiske debat på ghettoer. En dansk SEED skole ville være en fantastisk løsning for unge, hvor at man baseret på erfaringer fra storebrødre kan se at de ikke skal bo hjemme, men heller ikke skal flyttes til en decideret anbringelse, der i parentes bemærket gennemsnitlig er mange gange dyrere end i andre Nordiske lande.

I en tid hvor at et andet mode-ord er ”UdkantsDanmark” skal vi også arbejde med lektiecafeer. I de små landsbyer uden liv burde man kunne sætte et lokale op i et forsamlingshus, nedlagt købmand, hvor at der sættes en såkaldt terminal-server op sammen med nogle såkaldte tynde klienter, der er skuet fast til bygningen. De unge skal så blot medbringe tastatur og mus, hvorefter at de vil få adgang til internet og skolens elev netværk, samt et digitaliseret bibliotek af børnebøger. Et gummitastatur, der kan rulles sammen og ligges i tasken koster under 500 kr. Deres arbejde kan de gemme ude på Internettet og trække det frem til udskrivning på skolen. Vi har i dag et A og B-hold allerede i de små klasser alt efter om forældrene kan sætte IT-udstyr til rådighed. I de lande vi er oppe imod er der allerede nærmest krav om personlig PC og her er det kutyme at huse belånes for at sikre børnene deres uddannelse.

Vil man via sådanne lektiecafeer kunne tilbyde en skole uge, hvor at en eller to dage skulle tilbringes i lokalområdet på en lektiecafe og de øvrige 3 dage på skolen? En løsning der kunne løse nogle af de problemer som vil opstå, når de påtænkte besparelser, der er under overvejelse ude i kommunerne måtte blive gennemført med 2-3 timers transport hver vej til følge for selv små elever. Det er i hvert fald noget som skal overvejes, da besparelserne vil øge risikoen for at få skoletrætte elever, der efter nogle år ikke vil stå op klokken 4 for at møde kl. 8 om morgenen.

Skal Danmark have et decideret hjemmeskole system, som man kender det fra USA og Australien? Vi har en kanon i hvert fag. Pensum har aldrig været statsstyret så stramt før. Men vi kender udfordringerne der vil opstå hvis børnene går i skole omkring køkkenbordet. Eleverne får ikke de samme sociale kompetencer og det vil hævne sig når de skal på en videregående uddannelse. Alligevel bør vi etablere et system, som alle kan tilgå uden beregning hvis de tilgår siden fra et Dansk IP-nummer. Landet over er der mange børn, som venter i månedsvis på at kommunen finder det rette undervisningstilbud til dem og de tæller også i PISA-undersøgelsen, nemlig som den dummebøde vi får når vi sorterer for mange børn fra i testen.

Hvis jeg skal trække nogle punkter frem i dette lange blog indlæg er det:
 

• PISA-undersøgelsen fortæller ikke om jeg eller min efterfølger får personale med de kompetencer, der er vigtige for firmaet.
• Lærerne skal suppleres med undervisningsassistenter som i Finland.
• Hver kommune skal have en folkeskole til de fagligt understimulerede børn, som skal tilbydes muligheden for et individuelt accelereret forløb.
• Børn som dumper et fag skal have tilbud en ”Plan B” hyttetur i sommerferien, så de kan tunes.
• Der skal laves et kostskoleforløb i områder præget af store sociale udfordringer.
• Landsbyer med lang transportafstand skal have lektiecafeer
• Danmark skal have et Internet baseret skoletilbud.

Det var med forbavselse at vi i avisen kunne konstatere at vi nu må gå til vor datter på 12 år og fortælle hende at hun ikke længere kan dyrke den sport, som passer til hende. Og havde hun så lavet noget forkert, så kunne vi have forklaret hende at når man laver noget galt, så følger der en konsekvens. Men hendes straf som er en sæson uden svømning indtil at vi efter sommeren kan melde hende til svømning i en anden kommune, er ikke resultatet af hendes handlinger. Hun er om en ud af 112 unge og ældre blevet offer for hvad vi alt mest opfatter som hævn fra arrogant embedsværk, der vil have hånd og halsret langt ud over hvad man kan forvente at en udlejer vil have over en lejers aktiviteter.

Vores datter går til svømning om søndagen i Ølstykke svømmehal. Her har den klub hun dyrker svømning i lejet hallen i et tidsrum. Et skønt frirum for min datter i et liv, der ellers har budt på mange helbredsmæssige udfordringer startende at blive født med et hul i hjertet. Der er mange hold, der er i gang i løbet af søndagen. Således er vor datter kun i bassinet i en halv time.

Klubben møder på et tidspunkt en efterspørgsel efter en ny form for træning, som er meget oppe i tiden. Vi er mange som ved hvor svært at det er at skaffe frivillige til idrætten. Jeg har personlig en fortid som medlem af breddeidrætsudvalget i Dansk Triatlon Forbund, så jeg er bekendt med problemstillingen. Da svømmeklubben så besluttede sig at møde efterspørgslen fra klubbens medlemmer beslutter man at hyre en professionel træner, som til dagligt arbejder i et kommercielt fitness center.

Jeg er bekendt med det dogme som fitness centre må tåle. Der findes måske stadig nogle centre, der lever op til et stereotypt billede med nogle overtatoverede muskelbundter der flytter mange kilo, men sådan er det langtfra mere. Alligevel hænger dette negative rygte åbenbart ved hos en ellers perifer embedsmand der ikke kun nøjes med at gå ind og påtale samarbejdet, men med det samme med et enkelt pennestrøg fjerner træningen for 112 børn og ældre øjeblikkelig.

Der er ikke billeder i vores lokalavis, men man fornemmer det tilbagelænede magtmenneske der vil uddele en straf for straffen skyld uden skelen til hvem at den rammer. Har vi forstået budskabet? Ja, det står klart at breddeidrættens dage er talte i Egedal kommune. Jeg arbejder på ikke at skuffe mine børn ved at love noget som jeg ikke kan overholde. Det er ikke nemt og jeg havde lovet hende at hun måtte svømme denne sæson. Søndagen blev valgt fordi at jeg bor i Ølstykke og transporten til mit arbejde betyder at der ikke bliver overskud til fritidsaktiviteter, når der skal laves lektier, læses minimum 20 minutter hver dag jf. undervisningsministeriets anbefalinger og findes tid til almindeligheder som aftensmad og almindelig samvær. Min konklusion er at jeg ikke kan byde mine børn at dyrke sport indenfor kommunegrænsen for ikke at skuffe dem.

Jeg er skuffet fordi at jeg bor i en kommune, der inden sammenlægningen var kendt for at være fleksibel. Fodboldklubben havde f.eks. en smidig håndtering af kørepenge, der ikke altid gjorde dem lige populær i forhold til statslige organisationer som Skat.

Men for os som Ølstykke borgere har kommunalreformen kun budt på forringelser. Egedal kommune er en sammenslutning af 3 kommuner. Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke. Stenløse var berygtet for håndteringen af deres økonomi og de har aldrig lagt skjul på at der skulle et nyt rådhus på banen, når de kom til fadet, så man kunne spare på kørsel da moderne arbejdsredskaber som telefoner, IT og videokonferencer regnes for at være så upålidelig at man skal mødes personligt. Traditionelt må intet rådhus stå tilbage for Københavns så vi er da spændt på om der laves en løsning som på Frederiksberg, hvor at man godt nok har lige så mange rum i dette rådhus som i København, men hvor at de enkelte rum er meget små – nogle nærmest på størrelse med et kosteskab – for at opnå det rigtige antal. Vi borgere frygter at kommunen kommer til at hænge på de mange tomme bygninger, der ikke er placeret så de virker efterspurgt af private eller virksomheder.

Vi føler os uden for indflydelse af det centralstyre, som udgår fra Stenløse rådhus i vores nye storkommune og embedsværkets straf af uskyldige borgere, der på ingen måde har været inddraget i beslutningsprocessen om at møde en efterspørgsel fra andre motionister bidrager kun til den afmagt vi føler.

Vi erkender at kommunen selvfølgelig skal sikre at der ikke foregår direkte ulovligheder i deres ejendomme. Hvor den grænse er, kan være noget flydende. Personligt føler jeg at det var noget grænseoverskridende at en forening i København der arbejdede for at flytte den seksuelle lavalder kunne arbejde i en kommunal ejendom. Jeg følte at det var moralsk krænkende, men hvis der ikke foregik noget ulovligt så må man som udlejer dårligt opsige lejemålet.

Jeg finder det derfor så meget mere mærkværdigt at embedsværket i Egedal kommune uddeler en kollektiv straf til bla. Min datter på basis af noget hvor at vi skal mere end helt ud i gråzonerne i foreningslivet for at kunne se noget kritisabelt i.

Jeg er ikke bare vred over kommunens beslutning, jeg er direkte skuffet.

Hvordan skal jeg lære mit barn hvad der er rigtig eller forkert, når hun bliver straffet for at gøre hvad der er rigtig og følger lægens råd over at styrke hendes desværre noget skrantede helbred med idræt?

Jeg håber at der er politikere i Egedal kommune, der vil stå frem og garantere at når de kommer til, så bliver denne perifere embedsmand der står bag beslutningen sendt på opgave ude ved kommunegrænsen så vi kan få breddeidrætten tilbage i Egedal kommune.

Men jeg er efter 44 års erfaring som borger i dette land ikke længere optimist, men derimod realist. Min datter kommer måske til at svømme igen, men ikke i Egedal kommune.

Jeg kunne have valgt at skrive ovenstående indlæg i vore lokale avis, men der er trods alt grænser for hvad jeg kunne bede den lokale avis om at skrive af kritiske kommentarer når bladets største annoncør i bedste Korsbæk stil er kommunen.

Reference:
Kommunen straffer svømmere (Lokalavisen, 28. oktober 2010)