- 04-03-2010 20:25 | 41 visninger | 0 kommentarer

Realitet blandet med imagination, med inspiration fra Selvmord's "Ensom mig".

Før du lægger dig ned, med hovedet væk fra min side, er der en ting du skal vide..
Hun vidste ikke om det var af høflighed, eller om det var fordi, de andre piger var mere interessante, at de pludselig var dukket op. Hun ville heller ikke vide det. Hendes hjerte var bedre tjent med løgnen om, at det bare var af høflighed. Han var jo sådan en god dreng ellers. Hun havde mange gange serveret sit hjerte på et sølvfad til ham. Da hun tvang det tilbage i sit bryst sad der en kniv og gaffel i det. Det forblødte lige så stille. Uden han lagde mærke til det. Hvorfor skulle han også det.

Jeg kan ikke mærke dig mere..
Hun ville ikke mærke ham mere. Ikke mærke kniven hver gang hendes hjerte slog. - For ham. Hun ville så gerne lukke det i. Hun var fanget. Fanget af afmagt. Fanget af kærlighed. Fanget af angst for pludselig, at stå helt alene ude på den våde asfalt.

Burde vel have set det..
Det overraskede hende ikke engang, da hun opdagede de to andre piger. Hun vidste godt, at han var selvisk. At hans tårer kun eksisterede, af egoistiske grunde. Ikke af kærlighed. Men hun håbede sådan, at det han engang for længe siden havde sagt, var sandt. Hendes hjerne vidste godt, at hun snød sig selv.

Burde vel have vidst, at ingenting er for evigt..
Hun havde som altid håbet på et for evigt. Troen havde han dræbt næsten med det samme, med hans spydige ord. Håbet blev mindre dag for dag. Hendes hjerte fortvivlede over, at den anden part af kærligheden, allerede havde sagt, at den nærmest var.. Ligegyldig.

Selv de største imperier kan vendes rundt på vrangen..
Hendes enorme kærlighed til ham blev lidt efter lidt vendt til selvhad. Hun hadede sig selv for at elske ham. For at hendes hjerte var dumt. Hun sov ikke. Spiste ikke. Elskede ikke. Hver nat blev tilbragt med, at græde kærligheden og selvhadet ud.

Jeg kan kun give det halve, men du vil have det hele..
Hun ønskede så inderligt, at han ville give det hele. Ægte, dyb kærlighed. At han ville gribe hende, når hun faldt. Et ”for evigt”. I det mindste bare kærlighed. Han gav hende små snert af kærligheden ind imellem. Det var den eneste grund til, at hun ikke kunne give slip.
Fordi hun vidste, at han besad kærligheden. Hun fattede bare ikke, at hun aldrig ville få den.

Jeg har lyst til hævn, lyst til at fjerne følelsen af levn..
Hun tvang sig selv, til at give ham igen af hans egen gift. Lod som om hun glemte ham. Forsømte ham. Gemte kærligheden væk, bag en stenhård facade af jokes og spydige kommentarer. Han trak blot på skuldrene. Han opdagede ikke, at hendes kærlighed var på vej væk.

Smadrede alt det, der var mig, med en knyttet næve..
Hun havde ladet ham ødelægge sig. Hun kunne slet ikke genkende pigen med smøgen i hånden, som skjulte sin ulykkelighed bag vrede. Hun håbede, at han en dag ville vågne op, og fortælle hende, at han elskede hende. At hun ville blive værdsat. Ville blive hans nummer et. I det mindste bare blive elsket.

Ja, nu er du din egen som du ville være, ikke længere ved siden af mig..
Hun forstod det en nat mellem tårerne, selvhadet og den for længst fortabte kærlighed. Hun tvang sig fri. Smækkede døren bag sig, og efterlod alle minderne om ham, i favnen på ham.

Før du spilder mere tid, er der en ting du skal vide..
Han mødte op foran hendes dør. Han havde undskyldninger, forklædt som blomster, med. Indeni brast hun i gråd. Hvordan kunne noget så forkert føles så rigtigt. Hvorfor ville hjertet med glæde op på sølvfadet igen. Hvorfor var håbet på hans side.

Jeg vil have du skal skride, du er ikke min kæreste mere..
Hun lukkede døren. Tvang ham ud af sit hjerte. Hun lagde med vilje aldrig mærke til den forgrædte dreng, der endelig ville dele med hende. Hun vidste godt, at han ikke var en god dreng.