Hun kunne knap nok rejse sig efter vores kamp sluttede, det var ikke min skyld for hun kunne bare have været hurtigere i sine bevægelser… Jeg vandt og jeg så hurtigt hvordan hendes drømme om en stor karriere forsvandt samtidig med at lyset i hendes øjne blev slukkede… Hun skulle en tur på skadestuen med en ødelagt næse og en øm skulder, hendes næse var brækket og hendes skulder var bare øm… Jeg var for aggressiv og for hård og for slet ikke at nævne følelseskold, men det er dét kampen gør ved mig, jeg bliver følelseskold når jeg først står foran min modstander..

Min træner var sur bagefter, faktisk så sur at han ikke kunne sige noget i starten men til sidst kom det da ud og jeg fik de sikkert fortjente skæld ud over at jeg havde været for aggressiv og for hård mod den stakkels pige… Hmm men er det mit problem at hun var for langsom til at gøre noget? Nej vel. Hvis jeg skal være ærlig så fortjener hun de slag og spark hun fik, jeg var sur virkelig sur på hende og at det så skulle komme til at gå så vidt ja det er der ikke noget at gøre ved..

Jeg vil være barnlig og slutte af med at det var hende der startede det, hun kunne ligeså godt bare have behandlet mig pænt ude i omklædningsrummet, der var ingengrund til at kritisere mig som hun gjorde.. Det var min straf til hende og jeg fortryder ikke et eneste spark hun fik, ej heller de skader hun render rundt med lige nu.. Jeg sluttede det hun startede…

Måske jeg skulle besøge en lille skadestue, mine 2 knoer på højre hånd er sku ikke for pæne lige nu, faktisk mere blå end røde.. Smerte er til at styre, det er mine aggressioner ikke lige for tiden..