Du smadrer din knytnæve ind i min mave,
den går lige i gennem mit mellemgulv og tager alt luften med sig.
Jeg bøjer mig for min overmand.
Dit knæ flyver med ufattelig kraft mod mig ansigt.
Jeg kunne undvige,
jeg kunne løbe,
jeg har stadig kræfterne til det; jeg gør det bare ikke.
Jeg lukker øjnene, og mærker smerten fra slaget,
og så mærker jeg gulvet.
Jeg kan lugte blodet.
Jeg kan smage blodet.
Jeg kan mærke det flyde.
Væggen stirrer igen,
som jeg ligger der.
Og det eneste du egentlig gjorde var at sige: "Jeg elsker dig".

"Felt it in my fist, in my feet, in the hollows of my eyelids.
Shaking through my skull, through my spine; and down through my ribs." - Florence And The Machine / Blinding.

Kender dui den følelse man kan få indeni, når man oplever en total skuffelse over sig selv. Eller skam. Eller når noget gør så ondt indeni? Den følelse, hvor det er som om at luften går lige igennem en, og en lille del af en følger med væk? Jeg mærkede den følelse dengang mine forældre blev skilt. Jeg mærker den til begravelser. Jeg mærkede den da min far sagde at han var skuffet over mig.

- Men jeg mærkede den også da Pjok kyssede mig første gang, men omvendt. Der var det som om at man fik noget.

Det er en helt forfærdelig, men samtidig fuldstændig fantasisk følelse!

Billede: Et billede jeg har taget af den danske sommer.