her for noget tid siden var min kæreste og jeg virkelig uheldige, vi oplevede noget som man ikke vil opleve i sit liv.

vi / jeg tabte et barn og var desværre gravid i sjette måned. det var virkelig hårdt at komme over det og er stadigvæk ikke kommet mig helt endnu, min kæreste har altid været en hård tybe og lidt barnlige. Men efter en uges tid brød han helt sammen for han havde sådan glædet sig til at skulle være far, han havde endda tænkt på børne navne. Det kan godt være at vi ikke er så gammle endnu men det var godt nok hårdt at miste det. lægerne sage at vi bare skulle prøve igen for vi kunne godt risikere at vi nok ikke kunne få børn, hvis vi er uheldige.

og her den anden dag fandt jeg ud af at en virkelig dum og billig tøs fra hvor jeg bor er gravid og en anden er gravid igen, og igen af dem er voksne nok til at få et barn og ja ved godt det måske godt at det lyder lidt egoistisk, men de fortjener det ikke rigtigt, og tænkte bare da jeg fandt ud af det " hvorfor er det lige dem kan få deres børn og ikke mig? ".

nogen gange tænker jeg på om, det er normalt at man føler en slags tomhed inde i en efter at have oplevet sådan et indgreb. lægerne var desværre nød til at lave en udskrabning uden bedøvelse, det gjorde ufatteligt ondt.

Håber at igen af jer nogen sinde kommer til at opleve det samme som jeg har været igennem.

HUSK nu i er aldrig alene lige meget hvor i er og hvem i er så er der altid en ved jer, selv om i ikke kan se personen.

Mange kys og kram fra Malle